Elsker vi egentlig folkeskolen, når vi er med til at gøre den afhængig af private fonde?

Vi er mange, der bærer folkeskolen med os; ikke bare som en arbejdsplads eller en institution, men som en idé. En forpligtelse. Et løfte mellem generationer.

Hvis vi virkelig mener, at folkeskolen er for alle børn, må vi værne om de principper, der bærer den: demokratisk styring, lige adgang og offentlig forpligtelse.

Og det er præcis her, problemet opstår. For midt i al vores varme tale om folkeskolen er vi på vej ind i en udvikling, hvor skolens muligheder og udviklingsretning i stigende grad afhænger af private fonde. Hvor forskelle vokser - ikke på baggrund af børnenes behov, men af fondenes strategier.

Det må vi tage alvorligt. Ellers svigter vi den fælles skole, vi siger, vi vil stå sammen om.

Kortlægninger, som Folkeskolen har lavet, viser, at nogle skoler har fået adgang til store fondspuljer til makerspaces, trivselsprojekter, udemiljøer, teknologisatsninger, forældresamarbejde, renoveringer og meget mere. Andre skoler står helt udenfor.

Det betyder, at udviklingen i folkeskolen ikke længere styres af fælles politiske prioriteringer - men af, hvilke skoler der kan skrive de bedste ansøgninger, passe ind i fondenes dagsordener eller har tid og kræfter til at fundraise.

Når adgang til pædagogisk udvikling, materialer og nytænkning bliver ulige, får vi en skole, hvor nogle børn får flere muligheder end andre. Ikke fordi deres behov er større, men fordi deres skole passer bedre ind i et privat strategipapir.

Det er ikke en folkeskole. Det er en tilfældighedsskole.

Blød privatisering

Lucas Cone og flere andre forskere har gjort det tydeligt: Fondene bliver ikke bare støtter. De bliver medbestemmende aktører. De finansierer projekter med egne temaer, egne konsulentpakker og egne effektmål.

Når fonde definerer, hvilke indsatser der prioriteres, skubber de folkeskolens udvikling i retninger, ingen skolebestyrelse, kommunalbestyrelse eller lærerteam har besluttet. Det er blød privatisering.

Folkeskolen består, men styringen, retningen og udviklingen flytter sig væk fra demokratiet og over til private aktører med egne formål.

Når forskere direkte advarer om, at fondenes voksende rolle er et demokratisk problem, er vi nødt til at lytte. For hvis retningen sættes uden for demokratiet, mister folkeskolen sit fundament.

Lærernes faglighed presses ud af maskinrummet

Som lærer mærker man hurtigt konsekvenserne: Projekter, der lander udefra, og som “bare skal implementeres”. Manualer og koncepter, der skal afprøves, uanset om de passer til skolens praksis. Dokumentationskrav, der er designet til fondenes logikker, ikke til elevernes behov.

Det slider. Og det underminerer den professionelle dømmekraft, som er forudsætningen for kvalitet i undervisningen.

Når projekter bliver styrende, bliver lærernes arbejde fragmenteret og elevernes skolegang mere vilkårlig.

Det politiske ansvar skal tilbage

Fondene uddeler rekordstore beløb, og politikerne ånder lettet op. Men en offentlig institutions udvikling kan ikke hvile på private donationer, der er selektive, midlertidige og uforpligtende.

Når kommuner begynder at indregne fondspenge i skoleudviklingen, udvandes ansvaret for at finansiere folkeskolen på et solidt og permanent grundlag.

Det kan vi ikke acceptere, hvis vi mener noget med vores fælles skole.

Derfor må vi sige det klart:

• Kerneopgaver og pædagogisk udvikling skal finansieres offentligt.
• Fondens rolle skal kortlægges og begrænses i forhold til styring.
• Armslængdeprincipperne skal styrkes, ikke udhules.
• Lærernes professionelle dømmekraft skal være motoren for udvikling; ikke projektlogik.

For en folkeskole, der er afhængig af private fondes strategier, er ikke en skole for alle.

Hvis kærligheden til folkeskolen skal være mere end ord, må vi som fællesskab træde i karakter og forsvare dens demokratiske fundament, før det langsomt udhules af projekter, puljer og private donationer.