Jeg har ikke noget overblik over, hvor mange skriftlige opgaver, jeg har rettet og givet feedback på gennem årene, men det er rigtig mange. Det betyder heldigvis ikke, at det kun er rutine, og at jeg ikke kan blive usikker i mine bedømmelser. Det blev jeg for nylig.
Der er ikke noget om corona i eller virtuel undervisning i dette indlæg. Så er du advaret. Derimod vil jeg kort berette om en tekst, jeg gav feedback på i min niendeklasse, og som udfordrede mig i min bedømmelse.
Oplægget lød således:
- Skriv en blog om din yndlingsbog, som du vil anbefale til andre unge.
- en kort præsentation af bogens tema, handling og målgruppe
- en beskrivelse af, hvornår og under hvilke omstændigheder du læste bogen
- refleksioner over, hvad der ramte dig, og hvorfor andre unge bør læse den.
Bloggen ville blive læst
Opgaven rummer tre forskellige fremstillingsformer, hvilket i sig selv kan være udfordrende for en elev i niende klasse. Min elev skrev en opgave, som på mange måder rummede nogle af de klassiske tegnsætningsfejl, lidt for få afsnit og nogle slå- og stavefejl, der kunne være undgået ved en grundigere gennemlæsning. Alligevel måtte jeg rådføre mig med en anden erfaren danskrotte.
Indlægget havde nemlig en helt personlig skrivestil, en åbenhjertighed og en oprigtighed, som var meget bemærkelsesværdig, og der var lagt overvejende vægt på, hvad bogen havde betydet for eleven. Bloggen var skrevet i et levende, nuanceret sprog, og vigtigst af alt, så var det et virkelig godt blogindlæg. Et indlæg, der hvis det blev udgivet på en virkelig blog, ville blive læst, liket og delt. Det solgte den omtalte bog, og mange unge ville kunne genkende sig selv i den spejlning, som min elev havde oplevet ved læsning af bogen. Det rummede mod, indlevelse og skrivelyst. Her var tale om en ægte æstetisk oplevelse for eleven, og det skinnede igennem i bloggen.
På grund af antallet af formelle fejl, herunder opgavens layout, havde jeg svært ved at hive den helt op i karakter, hvilket irriterede mig, fordi jeg skulle bedømme den som en skoleopgave med de bedømmelseskriterier, der nu engang gælder her.
I min feedback valgte jeg at sætte ord på mit dilemma over for eleven, fordi jeg synes det var vigtigt at adskille karakterbedømmelsen fra teksten faktiske kvalitet som blogindlæg. Et svært dilemma.
Formaliteter hindrer kreativitet
Så hvorfor ikke bare give teksten 12, hvis den var så god? Simpelthen fordi, at den aldrig ville opnå den karakter ved en afgangsprøve, og dermed ville jeg ikke forberede min elev godt nok til forårets skriftlige prøve. Kald det bare Teaching for the Test. Vi rammer lige ned i den problematik, som Helge Christiansen skrev om her på Folkeskolen i sidste uge i forbindelse med omtalen af en ph.d- afhandling om afgangsprøvernes negative effekt på elevernes læring. Se link nedenfor.
Selvfølgelig skal eleverne have styr på retstavning, tegnsætning og komposition, men de ydre krav til de skriftlige fremstillinger spænder ofte ben for elevernes resultater, og selv elever, der formulerer sig på et fremragende, nuanceret dansk, falder igennem fordi de misforstår opgaveformuleringerne, overser opgavekrav eller fejler på layoutet. Det er imidlertid en fadæse, at kreativitet, sprogforståelse og skriveglæde skal hæmmes af formelle opgavekrav, der har nået et kompleksitetsniveau, som mange elever ikke når at mestre. Ærgerligt, når de så ydermere kun skal bedømmes af en censor, der ikke kender dem.
Eleverne skriver sig vilde i junglen af opgavekrav
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.