Eleven i centrum, ikke målet.

Jeg er så heldig at være en del på besøg på skoler og her tale med elever og lærere om i særlig grad undervisningen i kristendomskundskab. Og indtrykket af hvad eleverne får ud af undervisningen i faget er mangfoldig –og Gud ske tak og lov for det.

Den målstyrede skole har ikke kunnet lave om på det, at elever er som mennesker nu en gang er, nemlig forskellige. Fra læringsteorierne ved vi, at der ikke er garanti for at de, der undervises lærer det der er målet med undervisningen, og at selvom en gruppe elever undervises i det samme, er der ikke garanti for at de lærer det samme.

En elev i 2. klasse fortalte efter at klassen i kristendomskundskab og natur/teknik havde arbejdet med Big Bang og skabelsen: ”Jeg tror på Gud, Men jeg tror ikke på, at han har skabt verden. Jeg tror på, at Big Bang har gjort det. Jeg tror ikke særligt meget på Biblen. Jeg tror ikke på de første historier i Biblen”. Eleven var blevet spurgt om, hvad han havde lært og svarer ved at bruge ordet tro. Hvilket da kun er rimeligt, når nu han har tænkt sig om og tænkt hvordan det nye han har lært passer med det, han kan tro på. En anden elev i samme klasse svarede: ”Gud har ikke så meget at gøre med natur/teknik. Han har mere at gøre med kristendom”. Også et fint svar på samme spørgsmål, Gud hører mest til i den kasse, der har overskriften kristendom.

Fint at eleverne ikke bare skal tilegne sig en viden de kan reproducere. Fint at det læringsmålstyrede skal mindskes. Og lad os se det som et godt tegn, at man nu i daginstitutionerne i højere grad skal fokusere på dannelse og leg, og i mindre grad på læring.

Der var en elev i 5. klasse, der svarede ”Ja, jeg har lært en masse, men jeg kan ikke huske noget af det”. Det svarer lidt til en sentens, der for mange år siden stod øverst på en flaske Tuborg øl: Dannelse er al det der er tilbage, når man har glemt det man har lært”. Om eleven i 5. klasse er blevet dannet skal jeg ikke afgøre, men et eller andet er sket.

Selvfølgelig skal eleverne lære noget, de kan huske, men hvor er det vigtigt, at de også får oplevelser, kropslighed, mærket og udtrykt følelser, udfordring til at tænke, til at mene, til at tro -også i kristendomskundskab.