Elevdifferentiering ad bagvejen

Skoleleder Kim Kristiansen rører i Folkeskolen nummer 38 ved folkeskolens ømme tå. Og det gør ondt. Kravet om fokus på den enkelte elev, om målsætninger, om evalueringer og vekslen mellem noget, man har kaldt for faglig fordybelse og tværfaglige forløb, og alt det andet, der altid har taget sig let ud fra skrivebords- og talerstolsniveau, men som har det med at få en vis skidenfarvet desperationskulør, når man står ude i klassen, er virkelig en øm tå. Og Kim Kristiansen forstår, så vidt jeg læser en del af hans artikel, da også de store udskillelser af elever til specialundervisningen som bevis på, at lærere i dag anser den opgave, de skal løse for at opfylde folkeskoleloven, for umulig at løse. Disse svulmende specialundervisningshold er ganske enkelt skolernes måde at nærme sig den delte skole på uden at bryde folkeskoleloven. Derfor er den omsiggribende specialundervisning - bortset fra, at de er så dyre - en torn i øjet på de myndigheder, der udstikker love, bekendtgørelser og gode hensigter uden at ænse, at de skal realiseres. Og så er der forældrene, der har børn i klemme, og som står i kulisserne og forventer højeste kvalitet på det faglige niveau og altså også driver på den delte skole. Men Kim Kristiansen vil ikke kæmpe mod vindmøller. Han end ikke drømmer om den delte skole. Men han drømmer dog om alle de penge, der spares, hvis vi begrænser specialundervisningen og igen samler alle i den almindelige undervisning. Så han opfordrer alle til at drømme bare en lille smule om, at den derved opnåede pengestrøm til skolen er proportional med kvalitetsudviklingen. Og så kan skolen være indrettet så undervisningshæmmende, som den være vil. Kim Kristiansen er, som sko--leledere helst skal være, uforbederlig optimist, selv hvor optimismens blomst hele tiden visner i opvæksten, fordi den skal næres af luftkasteller. Derfor når han ikke længere end til drømmen. Men hvad så? 'Mon ikke vi kunne udvikle et læringsmiljø på skolerne, så vi i højere grad kan rumme børn med generelle indlærings- og adfærdsvanskeligheder inden for den almindelige undervisnings rammer', spørger han. Jo, mon ikke vi kan det. Især hvis dette miljø gøres tilstrækkeligt læringsfattigt hvad faglig og kundskabsmæssig indlæring angår. Kort sagt, hvis vi gør en dyd af den udelte skoles fordummende effekt. Så skal det nok gå.

Vagn Madsen

Brønderslev