Eksamens-eftertanker

Her henviser jeg ikke til elever, der har små eller store sommerfugle i maven eller bare ikke "føler for" at gå til eksamen – for det er også vigtigt at få trænet elever i at møde udfordringer – men om elever, der vitterligt er i alvorlige vanskeligheder.

For ude på skolerne fortvivles vi over det – stigende? – antal elever i folkeskolens almen- og specialdel, der sporadisk eller slet ikke er i stand til at møde op til almindelig undervisning. Elever med angst, depression eller andre erkendte eller skjulte diagnoser, der tilbringer dage, uger, måneder lukket inde på værelset i sengen eller foran en skærm, eller med et meget sporadisk fremmøde på skolen.

Forældre og professionelle voksne bekymrer sig, mødes, forsøger med handleplaner, støtte, særligt tilpassede ting og sager. Forældre, lærere, inklusionspædagoger, sagsbehandlere, uddannelsesvejledere, kontaktpersoner og PPR-psykologer – og så har jeg endda sikkert glemt nogen – lægger et stort arbejde i at gøre (skole)livet tåleligt for den enkelte elev. Indimellem hjælper det. Men ofte gør det ikke. Vores unge har, for nogles vedkommende, så svært ved at være i livet, at de ikke kan overskue andet end at isolere sig. Vi mødes og taler om særlige vilkår for prøverne, kan de gennemføres, hvordan, hvem kan hjælpe – vi vil så gerne have dem igennem, for at have en folkeskolens afgangseksamen italesættes eller opfattes i disse år som noget nær det eneste saliggørende.

Vi finder individuelle løsninger, eller forsøger i hvert fald på det, og andet kan vi næppe heller gøre nu og her. Men – hvor vi dog mangler to ting: En "pauseknap" – et greb, der gør det legalt at sætte tempoet ned, og som kan få både de voksnes og de unges skuldre tilbage i rette højde, lette presset og bibringe en tro på, at det hele nok skal gå, og at livet er langt og karaktererne fra 9. klasse ikke så pokkers afgørende for ens livsmuligheder på den lange bane. Og en løsningsorienteret debat om, hvorfor vi som samfund ”producerer” så forholdsvis mange unge, der alt for tidligt rammer et af tilværelsens sorte huller, og om hvordan vi får lappet på årsager frem for på virkninger.