Efter behag

Lærergerningen er ikke længere et kald. Det er et job som andre job. Denne her cocktail af spejdered og Florence Nightingales dyd har Gud ske lov overlevet sig selv. Nu er der sat tid på alle lærerens funktioner. Alt er pindet ud indtil mindste detalje. Umiddelbart er der både logik og fornuft i galskaben, idet den forhindrer, at alt for 'kreative' ledere og forældre driver rovdrift på lærere, der ikke kan sige nej.

Dog må det slås fast med syvtommersøm, at jobbet, trods opsplitningen i enkeltdele, er en helhed, hvor der ikke uden videre kan pilles, uden det går ud over helheden.

Men lige så rimelig defineringen af jobbets enkeltdele kan og kun kan være for lærerne, lige så farligt et instrument er det i hænderne på tølperagtige politikere og teknokrater, hvis for tiden gældende trosbekendelse som bekendt er at løbe endnu hurtigere. I mindre tolerante perioder i fædrelandets historie var sådanne personer blevet erklæret utilregnelige og anbragt i dårekisten. I dag er de accelererende udviklere på forkant med alt, der kan tælles, vejes eller måles. Og altid omgivet af en beundrende discipelskare, der giver agt på hvert ord, der måtte udgå fra oraklets mund. Medierne dyrker dem kritikløst. Ingen nok så ubegavet udtalelse går upåagtet hen. Alt vendes, drejes og fortolkes. En påstand om, at en time ikke altid er en time, vil for sådanne løbske hjerner være lige så uforståeligt og meningsløst som at byde en sulten kat gulerodssalat.

Enhver med undervisningserfaring vil derimod vide, at der er himmelråbende forskel, om timen hedder U, F eller Ø. Fordi det ikke er det samme, om man i 45 minutter skal være faglig – kreativ – opdrager – mægler blandt 24 små eller større menneskebørn! Eller om man i samme tidsrum 'vegeterer' ved bøger, pc'er eller skrivemaskine – eller dvæler i en stille vals med Brians mor til skolefesten. Den fysiske og psykiske slitage kan næppe sammenlignes. Derfor er det politisk plat og taskenspilleri, hvis nogen ansvarlig tror at kunne file lidt på en sats til fordel for en anden, og kan kun betragtes som det velkendte populistiske bidrag til den folkelige underholdning om disse lærere, der ikke gider lave noget. Det tankevækkende er, at et ikke ubetydeligt antal af omtalte udviklere og politikere påstår, de er lærere – eller har været! Guderne må vide hvor og hvornår?

De røber absolut ingen huller i uvidenheden om, hvordan vilkårene er netop nu. For dem er årsnormen et matematikstykke, hvor facit er 1.924, og faktorerne på den anden side af lighedstegnet kan varieres efter behag.

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring