Dynebløde kvalifikationer

Det er svært at slå problemer ihjel med snak og fromme ønsker. Undervisningsministeren er nødt til at forsøge sig med metoden for at redde sin undervisningsødelæggende, ideologiske pragtskole.

Men hvorfor kontorchef Jakob Lange, Københavns Universitet, lægger bind for øjnene og benytter samme metode, må henstå i det uforståelige. Han har dog før sagt sandheder om folkeskolen, der var så sande, at han måtte høre for det. Men nu har han lært melodien. Den 28. december skriver han i Politikens 'Job og Uddannelse':

'Der skældes ud over, at børnene ikke lærer at læse og skrive godt nok. Der er nok noget om det, men så er det heller ikke værre.'

Jo, det er det sandt for dyden. Det er så slemt, som noget kan være for en skole. En skole, hvor børnene ikke lærer de fundamentale faglige færdigheder, kan man ikke redde med bemærkninger som, at så er det heller ikke værre. Men kontorchefen glatter ud med den fladtrådte standardremse om, at 'så kan skolebørnene jo så meget andet, der er lige så godt'.

Jo, hør blot for gud ved hvilken gang. Børnene kan og tør snakke i større forsamlinger. De kan tænke selvstændigt. De besidder kritisk sans. Kort sagt, de er godt dynebløde i kvalifikationerne.

Men hvad er der ved at kunne sige noget i forsamlinger, når det, man siger, ikke er disciplineret af tilegnet paratviden, som omverdenen så hungrigt efterspørger, men som folkeskoleloven så skammeligt vender ryggen til.

Og hvad er selvstændig tankevirksomhed værd, når tanken svæver rundt i et fagligt vakuum. Holbergs politiske kandestøber kunne også tale hen i vejret i forsamlinger og tænke originalt og selvstændigt, så guderne måtte ligge flade af grin, indtil ballonen revnede i mødet med virkeligheden.

Vagn Madsen

Brønderslev