”Du kan da også bare smutte tilbage til din gamle skole, hvis det hele var så meget bedre dér!?”

Foto: flickr.com/amenclinicsphotos ac

Jeg rømmer mig og forsøger at samle tankerne: ”Jeg ønsker ikke at komme tilbage til min gamle skole”, siger jeg henvendt til pigen, hvis øjne flakker en anelse. ”Jeg er jo glad for at være her.”

Aflysninger og skuffelser

De unge mennesker kigger skeptisk på mig. De er max. pressede! I næste uge skulle vi have været på lejrskole. Det er netop blevet aflyst – for anden gang. Deres blå mandag til Lalandia røg sig desværre også en tur. Corona er en bitch! Og nu står deres nye lærer så og fortæller dem, at coronarestriktionerne på skolen skal strammes yderligere. ”Og Rema 1000 kan I godt glemme alt om – også selvom restriktionerne lempes”, siger jeg noget mere triumferende, end jeg egentlig ønskede det.

Mette Frederiksens tale til de unge

Jeg har besluttet, at vi sammen i klassen skal se Mette Frederiksens tale til de unge, som hun delte med Anders Hemmingsen på Instagram. Den varer kun lidt over et minut, og jeg tænker, at det måske er en god idé at lade selveste statsministeren fortælle de unge, at det her altså er alvorligt.

Jeg når nærmest ikke at finde videoen frem, før der kommer barnlige kommentarer om Mette Frederiksen nede fra gruppen af unge mennesker: ”Se lige hendes pande, hun ser totalt åndssvag ud!” ”Vi gider ikke høre på hende!” Jeg kan mærke, at jeg koger indeni. Jeg er presset. Jeg er træt. Jeg vender mig om mod klassen og brøler: ”NU GIDER JEG IKKE HØRE MERE PÅ JER! I OPFØRER JER SOM PATTEBØRN! JEG HAR DA ALDRIG OPLEVET NOGET LIGNENDE!”

Og så kom den. Sætningen, som jeg slet ikke var forberedt på: ”Du kan da også bare smutte tilbage til din gamle skole, hvis det hele var så meget bedre dér!?”

Jeg ønsker mig tilbage

Resten af lektionen foregik i fred og fordragelighed. Alt var glemt. Vi var videre. Da jeg kom hjem, kunne jeg dog mærke, at sætningen stadig sad i mig. Den sad og gnavede sammen med trætheden og frustrationerne ovenpå aflysninger og konflikter med skuffede unge mennesker. Det slog mig, at det her sandsynligvis er min virkelighed de næste mange måneder, måske endnu længere. Jeg sukkede dybt og ønskede mig for en stund tilbage. Ikke til min gamle skole. Men til hjemsendelse og fjernundervisning med fokus på det faglige.