Du danske sprog, du er min lærers stemme?

Disse dages nyheder er præget af en undersøgelse, hvori alt for mange børn i dette land klager over forældrenes manglende tid til samvær. Problemet er vel ikke så uforudsigeligt, når man ser på de krav, der stilles på jobbet i dag, og når man dertil lægger det behov, mange forældre har for at forkæle sig selv, når de endelig har fri.

En del har svært ved at overskue tilværelsen, for selv om de måske har god tid på grund af at de er udenfor arbejdsmarkedet, så har en række stramninger – kaldet nødvendige reformer – flyttet deres fokus fra at være sammen med deres børn til at få det til at hænge sammen.

Andre har så travlt med at holde på levefoden eller dyrke sig selv, at børnene kommer i anden række. For nylig talte jeg med nogle børn i et af landets rigeste kvarterer, og de tegnede hjemlig hygge: Malou Amalie og Emma Louise leger med au pairen, mens en anden kunne bskrive sin mors ansigt: røde læber, hvide tænder, sort hår, lys hus, men øjnene, det ved jeg ikke, for hun har altid solbriller på.

I fredags havde IBBY Danmark sit årlige børnebogsseminar, og her fremhævede to af oplægsholderne, at genren YA, Young Adults, i nogle tilfælde også blev læst af særligt modne børn på 12-13 år, men de forholdt sig ikke til, om de mange 25 årige, som læser denne genre – eller ser SKAM for den sags skyld – så er særligt umodne, en gruppe som har vanskeligt ved at blive voksne.

Under alle omstændigheder oplever alt for mange børn fra alle samfundslag at have for lidt tid sammen med deres forældre – til skade for børnenes trivsel og sprogudvikling.

Men forældrene i et presset arbejdsliv må i det mindste kunne hælde deres hoved til den omstændighed, at vi i vores velfærdssamfund har givet begge forældre muligheder for at være på arbejdsmarkedet ved at etablere institutioner, der skulle kunne kompensere for alt det, de arbejdende forældre ikke formår. Altså ikke blot pasning!

Så blandt andet på grund af den manglende sprogudvikling blandt mange børn, vil politikerne nu sætte ind med sprogtest af alle treårige, for at forebygge, at nogle bliver tabere.

Dette initiativ skal imidlertid ses i sammenhæng med stadigt strammere normeringer i børneinstitutionerne og øget målstyring i skolerne. Hvis der var tid til at tale med børnene, ville man både erfare, hvem der havde behov for sprogstimulering og give dem netop sprogstimulering ved at samtale med dem. Vel at mærke tid til en samtale, der ikke skal føre til beslutninger eller konklusioner, men blot til at sætte ord på den verden, vi hver især oplever. Man kunne kalde den for den unyttige samtale, der skaber samhørighed.

Men det er der ikke tid til, når læreplanernes mål er i fokus, og når alt skal dokumenteres. Jeg har hørt pædagogmedhjælpere fortælle om, hvor megen tid pædagogerne må bruge på papirarbejde, mens medhjælperne er sammen med børnene. Og jeg har hørt mange lærere tale om en skoledag uden pusterum. Sprogligt samvær i daginstitutioner og i skole er mange steder blevet en mangelvare, selv om nogle peger på tiden til understøttende undervisning som et muligt samtalerum.

Men når forældrene ikke har så god tid, så er det vigtigt, at de institutioner, som velfærdsstaten har givet forældrene som tak for, at de bidrager til velfærden ved at arbejde, påtager sig at sørge for børnenes sproglige udvikling gennem samtale. Vi må i det mindste kunne synge med på: Du danske sprog, du er min pædagogs/lærers stemme!