Dr. Johnsons Mirakelmikstur

'Hold i nakken, betændte bihuler eller nedgroede negle - brug Dr. Johnsons Mirakelmikstur.'

Efter at have læst evalueringshæftet 'Prøver Evaluering Undervisning - Fremmedsprog 1997' om tysk, kom jeg til at tænke på de kyniske plattenslagere, som i sin tid drog ud til nybyggerne på den amerikanske prærie. Alskens sygdomme florerede jo blandt de tapre bosættere, men så dukkede Dr. Johnson op, eller hvad han nu hed, medbringende små flasker med et ubestemmeligt fluidum. Bosætterne købte miksturen, Dr. Johnson svang pisken over sine heste for at komme af sted i en fart, og de sagesløse settlere opdagede for sent, at det hele var fup.

'Kniber det med Peters læring i fysik - har Pia problemer med kasserollebøjningerne, eller fungerer Lottes hopskud ikke optimalt' - prøv tværfaglighed, undervisningsdifferentiering, projektarbejde og sats i øvrigt på ansvar for egen læring.

Nu kan jeg selvfølgelig altid gøre mig morsom, men jeg er faktisk meget vred. Jeg er vred over at blive fyldt med alle disse tågede begreber. Jeg er vred over, at intet menneske på en letfattelig måde kan forklare den almindelige danske 'lærermarkarbejder', hvordan tidens pædagogiske strømninger praktiseres i det daglige. Alt for ofte udbreder mondænpædagogikkens trendsættere sig i en abstrakt terminologi, når talen falder på praksis. Ordene lyder blandt andet: Vi må finde nogle modeller til, hvordan . . . Vi må skabe nogle strategier. Vi må have nogle værktøjer, eller vi må kvalificere refleksioner over praksis og så videre.

I forordet til evalueringshæftet i fremmedsprog lyder de to sidste linier: 'Det er Undervisningsministeriets håb, at hæfterne må give anledning til inspiration til udvikling af såvel undervisning, evaluering som prøver.'

For fagkonsulent i tysk Georg Schjørring lykkes det desværre ikke. Resultatet er nedslående, og jeg hæfter mig ved side 32-41. Sjældent har jeg set noget så uinspirerende, ja næsten mekanisk som Georg Schjørrings bidrag. Han synes tilsyneladende at være faldet pladask for hele arsenalet af de nyere pædagogiske strømninger, og tyskkonsulentens lange peptalk fuser i sin ukritiske og til tider pinlige forudsigelighed ud i intetheden. Jeg fornemmer en rungende hulhed i Georg Schjørrings falden på halen over tidens pædagogiske trends. Alle de rigtige ord er repræsenteret. Mange og lange ord. Alt er vigtigt, ja ligefrem 'utroligt vigtigt', som konsulenten udtrykker det.

Der kan undertiden være en egen charme over folk, som sååbenlyst hælder vand ud af ørerne, men som tysklærernes fagkonsulent må det være muligt at inspirere den menige tysklærer og ikke blot lovprise de 'rigtige' meninger.

I Georg Schjørrings næsten ideologiske bidrag fornemmer jeg ingen indsigt i lærernes daglige vilkår. Det virker klicheagtigt og minder mig mere om trylleformularer end om frugtbar og konstruktiv inspiration, og jeg er sikker på, at landets tysklærere sidder og tænker på deres hverdag med alt, hvad det indebærer. Hvordan gør vi i praksis?

Det lange seje træk synes ikke at eksistere i Georg Schjørrings univers. Tværfaglighed, undervisningsdifferentiering og projektorienteret undervisning synes at være universalmidlet. Sesam, luk dig op! Og endelig har vi da gudskelov begrebet 'ansvar for egen læring'. Flere gange gør Georg Schørring opmærksom på, at når eleverne bliver ansvarlige for egen læring, vil tingene fungere.

Retfærdigvis skal jeg understrege, at resten af afsnittet om faget tysk er interessant læsning. Det drejer sig ikke uventet om tysklærerens praktiske hverdag inklusive de afsluttende prøver.

Jens Ole Hansen

Silkeborg