Døde kvadratmeter

Mandag aften var der skoledebat i Taastrup Teater: Hvad vil vi med vores børn og vores skole?

Knud Romer manede til kamp mod en farlig tankegang og et farligt begreb – døde kvadratmeter.

Døde kvadratmeter – hvis du først tænker den tanke, når du ser et frit hjørne i din klasse, eller opdager, at gymnastiksalen er ledig, ja så er din pædagogiske skolehjerne overtaget af den økonomisk rationelle tænkning. Så vil pædagogiske argumenter altid være underordnet økonomiske logikker, selv når det drejer sig om, hvad vi vil med vores børn og skole.

Inspireret af Knud Romer kan jeg kort fortolke/referere oplægget om Fremtidens skole fra Kurt Scheelsbeck, formand for byrådets Institutions- og Skoleudvalg, med disse ord: Døde kvadratmeter har lukket to skoler i Taastrup øst og har nu senest sammenlagt to meget forskellige skoler i Taastrup vest. Den sammenlagte skole i vest flytter snart ind i det nye læringshus Nærheden, der er under opførelse. Når kommunen i 2017 har givet en iPad eller en pc til alle skolebørn, og skolebudgettet ligger i top 5 på landsplan, og kommunen vil udvikle projektbaseret læring på alle skolerne og bygge nyt, så er forholdene ok fine - må man forstå på repræsentanten for byrådets politiske flertal.

Nej, det er forholdene ikke, for som en lærer spurgte, hvad hjælper det, at vi ligger i top 5, når der ikke er penge til materialer i projektugerne? Og inklusionseleverne ikke kan få ekstra støtte til den ændrede skoledag?

De spørgsmål tager jeg gerne med til Skolemødet med undervisningsministeren, medlemmerne af Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg og medlemmerne af KL’s Børne- og Undervisningsudvalg. Spørgsmålet gav nemlig tydeligvis Kurt Scheelsbeck stof til eftertanke, så måske kan det virke som en øjenåbner - også på skolemødet.