Meldingen til Kommunernes Landsforening er klar: Opgiv enhver idé om individualisering af lønnen, og hold snitterne fra forberedelsestiden!
Selv om den vigtige fase med diskussion på alle skoler af DLF's krav til de næste overenskomstforhandlinger ligger efter sommerferien, og selv om den besluttende kongres først holdes i oktober, er signalet fra hovedstyrelse og kredsformænd ikke til at tage fejl af. Hvis arbejdsgiverne insisterer på at skære i F-faktoren og på at bruge decentral løn til at straffe og belønne foreningens medlemmer med, så planlægger de et nej - allerede før en urafstemning.
Diskussionerne på sidste uges hovedstyrelsesmøde og konference for kredsformænd var konstruktive. Sidste forårs dobbelte nej skal besvares med en slags dobbelt realisme: Denne gang skal de aftalekrav, der opstilles, udtrykke medlemmernes reelle ønsker og behov. Og samtidig skal der sørges for, at alle er klar over aftalesystemets muligheder og begrænsninger. Det drejer sig om forbedringer i medlemmernes hverdag, men det er vigtigt at huske, alle ændringer skal aftales med en modpart .
Lige så enige man er om at afvise enhver forringelse af lærernes muligheder for at forberede sig til undervisningen, lige så enige er man om at diskutere problemerne med den decentrale løn ud fra realiteter i stedet for at føre ordkrig med floskler, og det giver luft til en debat om den langsigtede strategi: Målet er at undgå decentralisering af løndannelsen.
Decentral løn er ikke alene uegnet i skolen, den er skadelig. Folkeskolen har et fælles formål, derfor kan kvaliteten kun udvikles gennem samarbejde, og man kan kun opnå gode resultater ved at støtte hinanden.
Enighed om strategien gav plads for en realistisk her-og-nu-diskussion om de decentrale midler, som med garanti også eksisterer efter 97-overenskomsten. Anni Herforts melding var ikke til at tage fejl af: Som fagforening er DLF forpligtet til at skaffe medlemmerne alle deres lønkroner - også de decentrale.
- Det kan vi - også uden at opgive den kollektive lønprofil, lød hendes vigtige tilføjelse.
Og hovedstyrelsesmedlem Anders Bondo Christensen gav en række eksempler: I stedet for at bruge pengene på individuelle løntillæg kan kredsene anvende dem til omklassificeringer, seniorordninger og lokale projekter til forbedring af det psykiske arbejdsmiljø.
Disse synspunkter og forslag skal nu diskuteres blandt foreningens medlemmer lokalt, og hvis kredsformændene bærer overenskomstkonferencens vilje til dialog med hjem, lover det godt for debatten. Så vil kræfterne kunne samles om et fælles arbejde for at løse hverdagens problemer - og for at sikre de forbedringer af lønforholdene, som hovedstyrelse og konferencedeltagere også satte fokus på.
-th
Læs også side 44
Kvalitet forbedres gennem samarbejde, og gode resultater opnås ved at støtte hinanden
Dobbelt realisme
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.