Hvor var det dog dejligt den 2. december 1997 i Information at kunne læse blandt andet følgende af formanden for det svenske Lärarförbundet, Christer Romilsson:
'På den anden side kunne vi se, at det ikke gik længere med de traditionelle fagforeningsmetoder, strejker og lignende. Sygeplejerskerne havde for eksempel stor støtte i befolkningen, men efter seks ugers strejke forsvandt opbakningen, og de fik ikke meget ud af det rent lønmæssigt.'
Ud fra præcis de samme overvejelser foreslog jeg på kongressen, at Særlig Fond ikke skulle styrkes som foreslået i forslaget til princip- og arbejdsprogram.
DLF's næstformand, Tom Egholm, afviste mit forslag med den rygmarvsmæssige, reflektoriske udtalelse, at 'det ville være et forkert signal at sende'. Sludder og vrøvl! Og én gang til sludder og vrøvl!
Både vore egne og modpartens forhandlere ved udmærket godt, at DLF ikke vil få noget ud af en strejke, sådan som forhandlingssystemet er skruet sammen. De andre lønmodtagerorganisationer vil formentlig endda være vore værste fjender. For det er en uskreven lov, at man ikke skal kunne opnå et bedre aftaleresultat end de andre organisationer ved at strejke. Sådan er det!
Mit forslag faldt med et brag ved afstemningen. Det virker lidt paradoksalt, når DLF netop er slået ind på præcis samme taktik som den svenske lærerforening, nemlig at koble skoleudvikling sammen med en forbedring af vore vilkår.
Det er en rigtig taktik, der forhåbentlig giver resultater. Strejker gør i hvert fald ikke.
Karl Heinz Mortag
Århus Lærerforening
DLF's strejkefond
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.