DLF skal sørge for, at Heunicke husker lærernes arbejds­vilkår

Jeg forstår godt, at Danmarks Lærerforening glæder sig over, at regeringen kommer med store ambitioner for folkeskolen. For det er da positivt, at den nye regering vil noget med skolen – og at den er villig til at tage pengepungen op af lommen for at investere i den.

Men som lærer kan jeg ikke lade være med at tænke på, om de store ambitioner også kommer til at kunne mærkes i hverdagen i klasselokalet.

For kvaliteten i folkeskolen afhænger ikke kun af reformer og gode intentioner. Den afhænger også af, om lærerne har rammer, der gør det muligt at lykkes med opgaven. Den del ser jeg ikke tydeligt nok i regeringsgrundlaget.

Netop derfor savner jeg, at DLF endnu tydeligere insisterer på, at nye ambitioner ikke kun skal forbedre skolens rammer. De skal også forbedre lærernes arbejdsvilkår. For spørgsmålet er ikke kun, hvad folkeskolen har brug for. Det er også, hvilke rammer lærerne skal have for at kunne skabe trivsel, relationer og faglig udvikling for eleverne i hverdagen.

Det, håber jeg, at Gordon Ørskov Madsen vil huske på, når begejstringen over det nye regeringsgrundlag har lagt sig, og han skal drikke kaffe med Magnus Heunicke.

27 er ikke bare et tal

Omkring 40.000 uddannede folkeskolelærere arbejder uden for folkeskolen. Det må der være en grund til. Jeg tror ikke, det handler om, at lærere ikke længere vil børnene eller undervisningen. Måske handler det i højere grad om arbejdsmiljø, belastning og en hverdag, der over tid bliver for hård at holde til.

Når man taler om lærernes arbejdsmiljø, taler man ofte om antallet af undervisningslektioner. Men 27 undervisningslektioner er ikke bare et tal. For mig betyder det undervisning i otte forskellige klasser. Nogle klasser møder jeg kun to lektioner om ugen.

Det gør noget ved lærerarbejdet.

Vi underviser nemlig ikke bare i et fag. Vi træder ind i et klassemiljø. Hver klasse har sin egen kultur, sine relationer, sine konflikter, sine aftaler og sine sårbarheder. I nogle klasser kender vi eleverne godt. I andre skal vi hurtigt kunne aflæse rummet, stemningen og behovene, selv om vi kun er ugens gæst.

Samtidig har flere elever i dag særlige aftaler for overhovedet at kunne komme i skole. Nogle har brug for pauser, skånehensyn eller særlige voksenstrategier. Andre er udfordret i deres skolegang på måder, man som faglærer ikke nødvendigvis kender hele baggrunden for. Alligevel skal vi kunne møde eleven rigtigt i situationen og samtidig holde undervisningen i gang for resten af klassen.

Det kræver tid, relationer og overblik.

Forskelligt i virkeligheden

Når en lærer er i mange klassemiljøer, bliver arbejdsmiljøet ikke kun et spørgsmål om antallet af lektioner. Det bliver også et spørgsmål om antallet af relationer, aftaler, elevbehov og sociale dynamikker, læreren skal kunne rumme og handle kvalificeret i.

Derfor bliver det for snævert kun at tale om undervisningstid som et tal i et skema. 27 lektioner kan se ens ud på papiret, men de kan opleves meget forskelligt i virkeligheden.

Når flere elever mistrives, har skolevægring eller har brug for særlige aftaler for at kunne være i skolen, bør det også ses som et tegn på et system under pres. Elevernes undervisningsmiljø og lærernes arbejdsmiljø hænger sammen.

Måske er tiden inde til at tale mere præcist om lærerarbejdet. Ikke kun hvor mange lektioner en lærer har, men hvor mange klassemiljøer, relationer og særlige hensyn læreren skal bære. Hvis elevernes faglige udbytte og trivsel skal løftes, skal politikerne forstå, at lærernes arbejdsmiljø er en del af løsningen.

Den pointe har regeringen ikke fanget i det nye regeringsgrundlag, og derfor bør DLF gøre det langt tydeligere for dem.