Skolens tabte lærere

Mens tv-udsendelser og samfundsdebatter sætter fokus på skolens – eller mere retvisende samfundets – tabte børn, har vi en voksende gruppe af børnehaveklasseledere og lærere, der kæmper en vanskelig kamp for at lykkes med gerningen.

Skolens tabte lærere er ikke en dramatisk overdrivelse. Tallene viser, at folkeskolen mister alt for mange dygtige kræfter, som giver op og forlader faget både i begyndelsen af og midt i arbejdslivet. Hver gang det sker, mister vi erfaring og kontinuitet med direkte konsekvenser for eleverne.

Det handler ikke om manglende engagement og ansvarlighed. Tværtimod! De fleste lærere går ind i faget med et brændende ønske om at gøre en mærkbar forskel for børn og unge. Men hverdagen i klasselokalet er i stigende grad præget af for mange og for komplekse opgaver, for få ressourcer og en arbejdssituation, hvor læreren skal kunne løfte både det faglige, sociale og pædagogiske ansvar alene – oftest uden støtte.

 Når man ikke har tid til at forberede og efterbehandle god undervisning, adgang til ordentlige undervisningsmidler og tilstrækkelig specialpædagogisk bistand – og samtidig dagligt skal løse konflikter, inkludere og dokumentere – så slider det. Ikke alene på arbejdsglæden og fagligheden, men også på mennesket.

Det er ikke spor underligt, at mange lærere siger stop. Vi burde derimod alle sammen se det som et alvorligt vink med en vognstang.

Vi taler således om en folkeskole, hvor vilkårene for at lykkes som lærer mange steder er så ringe, at selv de mest dedikerede må give op, og i takt med at flere lærere forlader skolen, bliver presset på dem, der holder stand, kun endnu større.

Det er en ond spiral, hvor eleverne – og i sidste ende samfundet – betaler en alt for høj pris.

Hvis vi for alvor vil tage skolens krise alvorligt, skal vi starte med at skabe arbejdsvilkår, hvor vi med rimelighed kan forvente lærernes overskud og engagement. Det kræver investeringer, opbakning og erkendelse af, at lærernes arbejdsglæde er en forudsætning for elevernes uddannelse og dannelse.

Vi skal således ikke alene interessere os for skolens tabte børn, men i lige så høj grad for skolens tabte lærere. For uden lærerne kan vi sådan set lukke og slukke.