DLF har ikke har været gode nok til at sikre lige arbejdsvilkår

Sveriges loft over antallet af undervisningstimer har sat gang i en vigtig – og længe ventet – diskussion: Hvor mange undervisningstimer kan vi egentlig forvente, at en lærer eller børnehaveklasseleder kan varetage, uden man bliver nødt til at gå på deltid eller blive syg af sit arbejde, eller måske helt stopper i faget?

Det er derfor ærgerligt, at vi ikke tidligere internt i Danmarks Lærerforening har haft modet og viljen til at tage spørgsmålet om en evaluering af vores arbejdstidsaftaler op som et selvstændigt punkt på kongressen – med henblik på at gøre det til et konkret overenskomstkrav.

Jeg har forsøgt at få en evaluering af vores arbejdstidsaftaler på kongressens dagsorden som et selvstændigt punkt. Ikke for at dvæle ved fortiden, men for at få en fælles retning for, hvor foreningen skal bevæge sig hen næste gang, der skal forhandles overenskomst. Det er jo trods alt kongressen, som er foreningens øverste myndighed og den, der udstikker rammerne for vores foreningsarbejde. Det er udvalg og arbejdsgrupper ikke.

Vi kunne have taget kampen

Modstanden fra toppen af foreningen var massiv. Argumentet har været, at det nærmest var en illusion at forestille sig en centralt bindende aftale med et maksimalt undervisningstimetal.

Men nu står vi her. Mindre end et halvt år efter indgåelsen af en ny treårig overenskomst kan vi konstatere, at det åbenbart ikke var en illusion alligevel. I hvert fald ikke i Sverige.

Nu diskuteres der herhjemme seriøst et loft over undervisningstimetallet og sikring af forberedelsestiden. Ja, selv vores undervisningsminister vil vide mere om det. Derfor må jeg stille tre vigtige spørgsmål til ledelsen i DLF:

Hvorfor var det ikke et OK-krav, at der skulle ske markante forbedringer af lærernes arbejdstid?

Hvorfor valgte vi ikke at tage kampen, da vi havde muligheden?

Og hvorfor er vi nu endt i en situation, hvor vi synes, at det er okay, at Folketinget skal beslutte, hvad der skal være et fornuftigt loft over undervisningstimetallet?

Krav om ny arbejdstidsaftale

Jeg må konstatere, at vi internt i foreningen ikke har været gode nok til at se skriften på væggen. Konsekvensen er allerede tydelig. Nogle steder i landet kigger man lige nu ind i 28 undervisningslektioner om ugen. Få andre steder er 22 lektioner det maksimale.

Det er seks lektioners forskel i et lille land som Danmark. Jeg er i tvivl, om vores forening kan holde til så store forskelle i lærernes arbejdsvilkår. Og endnu vigtigere: Så viser debatten om arbejdstid, undervisningstid og forberedelsestid, at vi må spørge os selv om, hvilket udgangspunkt vi skal tage med ind til de næste forhandlinger ved OK29.

Hvis jeg er så heldig at blive valgt ind i hovedstyrelsen ved valget i efteråret 2027, vil jeg arbejde for, at vi frem mod næste overenskomstforhandling stiller krav om en ny arbejdstidsaftale, der igen kan samle foreningens medlemmer og sikre lige arbejdsvilkår for alle, uanset hvor i landet man er lærer.