DLF bør skifte kurs

Jeg har svært ved at finde ord for DLF. Det virker vanvittigt, at et rungende nej ingen betydning har. Ud over at gøre os endnu mere til grin.

Utilfredsheden har drejet sig over i resignation, fordi modstanderen ikke er entydig. Kommunerne, forligsmanden, DLF? Hovedstyrelsens sommerferiestrejkestunt ved Overenskomst 99 resulterede i et ja. Det viste sig selvfølgelig, at vores overenskomst var forværret med flere undervisningstimer og mindre forberedelsestid. Det har hovedstyrelsen i mange tilfælde tilkendegivet. Men demokratiet i foreningen sagde ja, og det skal jeg respektere. Det, der selvfølgelig gør det hele vanskeligt at forstå nu, er, at et nej på 95 procent er et ja. Hvilke gode grunde er der til KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte)?

Anni Herfort har meldt klart ud og sagt, at vi bliver der. Hvorfor? Kan vi ikke klare os selv? Vi er en mangelvare, og så længe DLF ikke forstår at forvalte dette, så bliver vi ikke flere. Lærermanglen skyldes blandt andet, at det er et lavstatusjob med ringe løn og stadig dårligere arbejdsforhold. DLF burde presse langt hårdere for at forbedre vores forhold. Også med konflikt. Når vi langt og længe brøler nej til en overenskomst, og det ikke har nogen betydning, er det på sin plads, at hovedstyrelsen redegør for, i et forståeligt sprog, hvad vi skal i KTO, og hvilken strategi de har nu for at forbedre vores arbejdsforhold? Jeg vil også gerne have svar på, hvad vi skal med DLF? Det lyder provokerende, men jeg mener spørgsmålet ganske seriøst. En enig hovedstyrelse anbefalede et nej denne gang, fordi DLF ikke havde vægt nok i forhandlingsfællesskabet til at indgå en fornuftig overenskomst for os. På trods af vores rungende nej er Overenskomst 02 en realitet nu. Så kan hovedstyrelsen evaluere KTO nok så meget, det ændrer ikke ved, at lærernes interesser igen ikke er blevet forvaltet ansvarsfuldt af fagforeningen. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor DLF ikke skifter kurs og tager den konfrontation med kommunerne, der er brug for. Det har vist vist sig, at forhandlingspolitikken ikke hjælper.

Simon Fougt

Ballerup