Dine børn dannes, når du lærer dem at binde sko og skære gulerødder.

FOTO: pixabay.com

“Mor, jeg hjalp dem med at binde knuder i dag”, sagde min datter en dag, da de havde lavet drager i skolen. Hun går i 2.klasse, og var glad for at hun kunne hjælpe sine klassekammerater. Men hun undrede sig også over, at rigtig mange ikke kunne binde deres egne knuder. Det førte til en snak om, hvorfor hun kunne og hvorfor andre ikke kunne. Som altid, når vi taler med vores børn om, hvad andre børn kan eller må, blev svaret, at det er forskelligt, hvad vi som forældre synes er vigtigt at lære vores børn. Vi synes det er vigtigt, at hun lærer at kunne binde knuder, andre forældre synes ikke det er så vigtigt. Og det er okay, at vi prioriterer forskelligt.

Men..

Når jeg som lærer oplever elever i 4.klasse, der ikke kan binde knuder, og som decideret er bange for at bruge deres hænder, tænker jeg, at det da var lige godt s…… at de ikke har lært det hjemme. For jeg må være ærlig at sige, at jeg faktisk går ud fra, at eleveren har en hvis praktisk (for)kundskab, når de starter i 4.klasse. Kundskaber som det at leve en helt almindelig hverdag kræver, som eks. at binde knuder, klippe med saks, tegne efter en lineal, holde på en kniv o.lign.

De kundskaber er der virkelig mange børn der ikke har. Grunden er, at det, af en eller anden grund, ikke er blevet prioriteret af deres forældre. Hvorfor ved jeg ikke. Men som jeg skrev indledningsvis, så er det egentlig okay, at vi som forældre prioriterer forskelligt. Men vid, at det kan have konsekvenser for børnene, at de ikke har lært det. At de ikke har været en del af det man kan kalde praksisfællesskaber derhjemme. For det er her den allerførste praktiske læring foregår, i fællesskabet om det praktiske. Det sker eksempelvis når børnene skal lære at binde sko, eller lære at holde på en kniv, og føre den korrekt, når der laves mad. Den proces sker i et praksisfællesskab med forældrene som læremestrer. Og det børnene lærer her, danner grundlaget for hændernes praktiske erfaringer, der gør dem trygge i at bruge deres hænder, og som i den grad gavner dem. Både nu og på længere sigt.

Praktiske grundsten

For en ting er, at det gør mit arbejde som håndværk og designlærer lettere, men det er ikke derfor praksisfællesskaberne derhjemme er vigtige. De er vigtige fordi de er med til at danne børnene. De er med til at børnene lærer sig selv at kende i alle sanselige aspekter. Det gør dem bedre til at klare sig selv, og det giver dem en helt eminent mulighed for at finde ud af, hvad de er gode til. Og ikke mindst; hvad de kan lide at lave.

Det er min klare holdning, både som mor og som lærer, at alle skal have mulighed for at lære at bruge deres hænder. Også derhjemme, vel og mærke. Og det både rolige boglige Bo og livlige Lisa, der ikke kan sidde stille. For det er derhjemme de praktiske grundsten bliver lagt. Og vi forældre gør ganske enkelt vores børn en bjørnetjeneste, ved ikke at lade dem være en del af den praktiske hverdag.