Nu er det 4. år jeg er på BETT messe i London. I den tid har vi set mange teknologiske nytænkninger, og endda nogle helt nye ting som kunne have en spændende plads i det danske uddannelses-system.Men min optik er skiftet fra at opdage diverse teknologiske fremskridt eller nytænkninger, til i højere grad at søge de spændende samtaler og foredrag som kan være med til at rykke ved mit syn på verden.
Og efterhånden bliver min flerårige antagelse hamret fast igen og igen... Teknologi i sig selv er faktisk ikke særligt interessant. Og mens man går rundt på gulvet ved BETT imellem de hundredevis af firmaer som gerne vil vise deres sidste nye, så står det klart for mig. Teknologi i sig selv kommer ikke til at forandre skolerne. Vi kan købe os fattige i det nyeste nye, men når det er hængt op i skolerne sker der sikkert ikke noget nyt alligevel.
Forstå mig ret. Jeg er absolut glad for teknologi og ser at det har skabt mange muligheder som man ikke havde før. Men problemet er at der alt for ofte er blevet indkøbt udstyr uden at der har været særligt kvalificerede forudgående overvejelser om hvordan ledelse og lærere kan se det brugt i deres institution, og hvis ledelsen ikke har en vision, skal man være meget heldig for at udviklingen kommer igang. Så for alt i verden. Stop op, tænk jer om, og tag så fat i grundlaget for at jeres skole overhovedet kan tage fornuftig brug af evt. nyindkøb. Hvilken didaktik lægger i for dagen? Hvordan ser i teknologien spille en rolle der understøtter den didaktik?
Den uovervejede implementering af teknologi gør den gode undervisning bedre, men også den dårlige undervisning meget værre. Så vi skal, skal, skal tænke didaktikken igennem før vi bare indkøber. Didaktikken er nemlig ikke afhængig af teknologien. Men hvis de dygtige didaktikere får adgang til ny teknologi, vil det komme i brug som et redskab som understøtter didaktikken og gør den enkelte elevs læringsproces bedre.
Når f.eks. Odder har indkøbt og udleveret iPads til alle, så er det uhyggeligt spændende for alle os andre at følge projektet. Vil det lykkes dem at få udstyret i brug, så det giver den enkelte elev større mulighed for at udfolde sig og styre deres egne læreprocesser? Vil det lykkes dem at hente penge ind på at spare på printede eksemplarer, så de både har en digital og mere bæredygtig brug af materialer?Tankerne virker til at være tænkt, men det er en modig satsning, som kræver skarp ledelse. Men samtidig er det en satsning som jeg virkelig håber giver pote.
Mit ønske for kommunernes nytårsfortsæt må virkelig være at der tænkes efter og skæres ind til benet af hvad der er det vigtige at investere tid og penge i. Både for skolerne, men også for de it-afdelinger som evt. skal drive skolernes it-systemer.Som en af talerne til konferencen, Gary Stager, så rigtigt sagde: “Nothing has a shorter shelf life, than the cutting edge...”Så start med “the basics” og sørg for at skolerne har en solid og hurtig trådløs dækning, før der overhovedet tænkes i videre indkøb. Og hør så hvad det er didaktikerne har brug for, når der skal laves en it-arkitektur som skolerne kan bruge. Den ekspertise har de færreste it-afdelinger, og det må de anerkende. Mindre “sikkerheds”snak og mere didaktik.
Godt teknologisk nytår til jer alle, og husk at holde fokus på substansen...
Mvh Anders Hyltoft, afdelingsleder på Højvangskolen og ejer af Sententia Consult
Didaktik over it
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.