Det udvandede læringsbegreb

Egentlig forstår jeg det godt. Det er da sjovere og mere afslappende at fordrive tiden i kaffebordsagtigt vennelag og give sig hen i tænksom og aktiv diskussion og drøftelse i den forfængelige tro, at man foretager sig noget dybtgående, hvilket danske skolebørn sikkert nok lader sig indbilde med lidt ihærdig lærerindsats. Jo, jeg forstår godt Jørgen Stampe og hans forening. Men et eller andet sted lurer også en vis forståelse for undervisningsminister Ulla Tørnæs' mere 'snævre læringssyn', det vil sige mere koncentrerede faglighed, som Stampe grundet ovenstående selvfølgelig ikke bryder sig om. I DLF sværger man stadig til tværfaglighedens store, bundløse debat uden smålig skelen til en forpligtende respekt for en forudgående indlæring af den faglighed, der gør debat, drøftelse og diskussion meningsfuld, fordi den forudsætter kunsten at 'beskrive og kende til'. Egentlig skulle man tro, at det at beskrive og kende til ville være en hovedsag for en hvilken som helst uddannelsesinstitution. Det er det vistnok også, men bare ikke for 93-lovens såkaldte verdens bedste folkeskole. Her er det vigtigere, at eleverne i sociale lag lærer frygtløst at slå sig løs i diskussioner og drøftelser. Det er her, vi vil score vores verdensmesterskaber. Jørgen Stampe ytrer bekymring for, at de nye Klare Mål skulle gå hen og medføre en styrkelse af 'traditionelle' færdigheder. Og det ville jo være et fælt brud på vores paradisdrømme og et uhæmmet liv i den store uvidenhed. For viden hæmmer og giver anfægtelser. Det er derfor, at færdigheder pyntes med betegnelsen 'traditionelle'. For alt, hvad der smager af tradition, er og bør i folkeskolens verden være afskyvækkende.

Vagn Madsen

Brønderslev