Det store bondefangeri

Bondefanget. Et godt dansk ord for det, man bliver, hvis man for eksempel har lovet at passe en mands høns i sommerferien. Der kommer man så anstigende og regner med at finde en lille flok fritgående høns, der skal have lidt grønt midt på dagen, og så viser det sig, at manden ejer et hønseri med 100.000 høns.

Og bondefanget, det er, hvad lærerne er blevet med loven om elevplaner. Siden 1993 har folkeskoleloven haft en paragraf 18, stykke 4, der siger, at læreren og eleven samarbejder om undervisningens tilrettelæggelse i alle fag på alle klassetrin. Det betød i 13 år, at læreren skulle være opmærksom på alle sine elever. Hjælpe dem hver især til rette i deres specielle situation og løbende samtale med dem om deres skolegang. Holde sig opdateret om deres faglige, personlige og sociale udvikling og gribe ind, hvis noget kørte skævt. Dertil afholde et par skole-hjem-samtaler om året plus det løse.

Men i 2006 meddelte lovgiverne som et lyn fra en klar himmel, at paragraf 18, stykke 4, betyder udarbejdelse af skriftlige, individuelle elevplaner for alle elever i alle fag på alle klassetrin omhandlende alle undervisningens »betydende« aspekter mindst en gang om året. Uden afregning, forstås. For dette har lærerne været forpligtet til i 13 år. Men nu skal loven overholdes.

Hvis lovgiverne virkelig selv troede på den argumentation, måtte konsekvensen være, at nogen blev krævet til ansvar for denne omfattende, 13 år lange lovovertrædelse. Men det sker ikke. Dertil er det skamløse bondefangeri alligevel for tydeligt. Måske var det værd at undersøge, om lovgivernes argumentation overhovedet er juridisk holdbar?