Der tegner sig en sammenhæng. Folkeskolen nummer 41 trækker en tydelig linie fra Undervisningsministeriets fagnedbrydende læseplaners ide om, at eksempelvis den enkelte elev skal udvikle egne matematiske metoder, over den californiske pauseklovn Hubert Dreyfus' regel- og metodeløse intuitive intelligens, som en berømt skakspiller efter sigende benytter sig af, og som Dreyfus derfor mener, al undervisning bør lægges an på, og til lektorerne Leif Henriksens og Ejnar Hobolts ide om at gøre børns undren til en kraft, der overflødiggør lærernes traditionelt undervisende funktion.
Måske er det hele et resultat af en trang til lidt drenget, friskfyragtig selvprofilering ved at sparke til velerhvervede erfaringer eller, som det lidt pænere kaldes, en trang til pædagogisk nytænkning. Men på den anden side er sprælske, uvederhæftige, sjove og underholdende pædagogiske tosserier måske velgørende og nødvendig lindring mod den depression, som det marxistiske, lighedsideologiske stormvejr afstedkom, da den sandt undervisende folkeskole blev blæst endelig omkuld med folkeskoleloven i 1993.
Tænk, at man sådan kan få seminarielektorer og californiske professorer til at vrænge ad velfunderede erfaringer og i optakten til vor forestående kvalitetssøgning passende fordømme de undervisningsmetoder, der virkelig harvist sin duelighed, som ækelt kedsommelig og nærmest slaveagtig kogebogsaktivitet. Det ligner rent ud sagt aftalt spil.
Vagn Madsen
Brønderslev
Det ligner aftalt spil
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.