Jeg ville gerne hjælpe en folkeskole, men læreruddannelsen gav mig ikke lov

Jeg fik opkaldet i en lufthavn midt i en ferie. Det var den skole, jeg vikarierede på. De ved, at jeg er lærerstuderende med matematik som hovedfag, og nu var der opstået et problem: De manglede en lærer til at overtage nogle matematiklektioner i tre måneder. De var endda villige til at lave et fleksibelt skema.

Læreruddannelsens svar var imidlertid klart: De kunne ikke rigtig hjælpe. Jeg skulle møde op til undervisningen på uddannelsen – sådan er reglerne bare.

Jeg forstår godt logikken. Men det frustrerer mig. For hvis meningen med læreruddannelsen er kontakten med eleverne og at stå i et klasselokale, så er det netop dér, man virkelig kan omsætte teori til praksis. Samtidig passer perioden næsten perfekt: Det er op mod nogle eksamener, så reelt set ville det kun være april måned, jeg ville være fraværende.

Midt i den politiske debat op til folketingsvalget, hvor folkeskolen fylder meget, savner jeg ét ord: fleksibilitet.

Fravær fra uddannelsen

Giv studerende, folkeskoler og uddannelsesinstitutioner mulighed for at finde løsninger, der giver mening i praksis.

Det kunne for eksempel være, at læreruddannelsen fik mulighed for at modtage et skriv fra skolen om, at en lærerstuderende midlertidigt overtager matematikundervisningen, og at skolen kan give en måneds godkendelse af fravær eller en lignende ordning, så studerende kan undervise i en kortere periode. Det bør være muligt, fordi undervisningen på læreruddannelsen ikke må være en hindring for at blive bedre klædt på til at blive lærer – den bør være en del af det.

Måske kunne mere fleksibilitet endda være med til at ændre den triste statistik: Hver femte nyuddannede lærer, der starter i folkeskolen, forlader den igen inden for tre år. Inden for fem år er det næsten hver fjerde.

Måske ville lærerstuderende opleve større mening i uddannelsen, hvis vi fik mere reel undervisningserfaring undervejs. Vi kunne blive bedre rustet til jobbet – og samtidig tjene en lille mønt til vores studiebudgetter. Og eleverne kunne få undervisning af en næsten færdiguddannet matematiklærer med erfaring fra klasseværelset, i stedet for at matematikundervisningen må overtages af en masse tilfældige 4.g'ere.

Nogle vil sikkert kalde dette et surt opstød. Det er det måske også lidt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de elever, jeg kunne have undervist, nu får et dårligere tilbud – og at jeg samtidig bliver en lidt dårligere lærer.

Alt imens debatten om en bedre folkeskole raser, uden at vi giver plads til de løsninger, der faktisk står lige foran os.