Det frustrerende forår

I Folkeskolen nummer 34 skriver lærere fra Løsning Skole om dette års afgangsprøver i skriftlig fremstilling for 9. klasse. Jeg vil ikke undlade at tilslutte mig denne berettigede frustration.

Jeg har selv undervist i dansk i 27 år, men er nu pensionist på tredje år. Men da jeg har et barnebarn, der fik dette opgavesæt, blev jeg meget involveret. Og netop med spørgsmålet: Hvordan skal »kan« opfattes? For det skal vel ikke være »skal«, for så har jeg misforstået emnet. Hertil svarede jeg, overbevist om, at jeg havde ret, at formuleringen betød, at billedet, der hørte til »Et eventyr«, »kan/kunne« bruges. Men det skulle ikke bruges. Hermed faldt mit ambitiøse barnebarn til ro.

Men vi vågnede op til en anden virkelighed, da vi fandt ud af noget andet.

Må jeg hermed klart udtrykke, at jeg finder det helt uacceptabelt, at man formulerer emner til skriftlig fremstilling på en så uklar måde. Der er da bestemt forskel på »kan« og »skal«. Man skylder eleverne den respekt, at hvis man mener »skal«, så skal der selvfølgelig stå skal. Og hvis man mener »kan«, så skal der selvfølgelig stå kan. Det skal jo ikke være en gætteleg at læse stileemner, vel?

Havde jeg skullet rette disse stile, og en censor havde reageret, som jeg forstår, de i mange tilfælde har gjort, så havde jeg virkelig lavet meget vrøvl.

Man kan så kun håbe, at alle har lært noget af denne upræcise formulering: »Skriv et eventyr, som billedet kan være en illustration til«. Det skylder man eleverne og alle dansklærere.