Det er normalt at kalde sin klassekammerat for bøsse, og vi lærere accepterer det

En dag, da min klasse stod på række, overhørte jeg en af dem hoste og sige “bøsse”. Jeg oplevede helt klart, at det var rettet mod mig, og desværre er det ikke den eneste gang, at jeg har oplevet netop dét skældsord blive brugt mod voksne og børn.

Som skolelærer gennem snart seks år hører jeg hvert eneste skoleår elever sige “din bøsserøv”. Det sker ofte i klasselokalet, måske fordi en elev har tabt et spil eller ønsker at provokere en klassekammerat.

Men det er ikke bare en tilfældig vending. Det er sprogbrug, der legitimerer diskrimination, og som sårer både mig og de LGBT+-elever, der måtte sidde i klassen. At bruge “bøsserøv” som skældsord er med til at skabe en kultur, hvor det at være anderledes er noget, man skal skamme sig over.

En skamplet på folkeskolen

Jeg oplever, at en machokultur fra internettet har sneget sig ind, og at især mange drenge bruger ord som “bøsse” ukritisk, som en form for intern valuta, hvor grovere sprog giver højere status. Og vi er begyndt at acceptere det som normalt, men det skal det ikke være.

Jeg husker en episode i en 9. klasse, hvor en dreng med et smørret smil sagde “din bøsserøv” til en klassekammerat – som blev chokeret og tavs. Jeg stoppede op og forklarede, at det ikke bare er “for sjov”, men et skældsord, der rammer hårdt.

Desværre sker det for sjældent, at vi voksne skrider ind over for den slags sprogbrug. En undersøgelse fra Undervisningsministeriet fra 2024 viser således, at LGBT+-elever trives dårligere, har lavere selvværd og oftere udøver selvskade sammenlignet med deres jævnaldrende.

Selvom elever ikke går fysisk til angreb, er ord som “bøsserøv” ødelæggende. De rammer elever, som er homoseksuelle, queer eller bare stolte af deres identitet, og de skaber et skolemiljø, hvor diskrimination bliver normaliseret og ikke-kommenteret.

Det er en skamplet på folkeskolen, hvor der tales meget om mangfoldighed, men hvor handlingen halter bagefter på skolerne.

Til en jobsamtale fik jeg beskrevet skolens elevgruppe som “mangfoldig”, fordi den rummede børn fra både boligblokke og parcelhuse. Men mangfoldigheden er hul, hvis den kun handler om boligforhold, hudfarve og religion – og samtidig tillader hadefuldt sprog mod seksuelle minoriteter og kønsidentiteter.

Mindre regning og mere ordentlighed

Som homoseksuel lærer føler jeg nogle gange, at jeg og andre LGBT+-lærere står alene med ansvaret for undervisning i køn og seksualitet. Derfor må undervisningsministeren sikre, at lærerne får bedre faglighed på området, og at der implementeres en fast undervisning i køn og seksualitet.

I gennemsnit sidder der i hver klasse således mindst to LGBT+-elever. Det gør det klart, at skolen skal undervise om kønsidentitet og seksualitet, ikke for at diktere meninger, men fordi det er en del af dannelsesopgaven.

Vi bruger masser af tid på at lære børn faglige færdigheder. Det er selvfølgelig vigtigt, men måske bør vi bruge lidt mindre tid på regnestykker og stavning – og mere tid på at lære børn at tale ordentligt. De skal lære at forstå, at sproget ikke bare er ord, men noget, der former vores relationer, fællesskaber og samfund.

Hvis vi ikke tager sproget og opførslen alvorligt, risikerer vi at skabe generationer, der kan løse ligninger, men ikke kan møde hinanden med respekt.