Det er ikke indoktrinering. Det er gensidig påvirkning.

Egentlig skulle ugens brøl have drejet sig om film, men det må lige vente, for noget andet er mere presserende her og nu.

I danskfaget giver jeg plads til eleverne analyser, fortolkninger og perspektiveringer af tekster, men jeg giver også mit besyv med. Der er ikke helt frie rammer. Der er nogle ting, der skal læses ind i teksterne af den simple årsag, at det utvetydigt har været forfatterens hensigt med den enkelte tekst. Det skal læses, det skal ses.

Der gives og tages.

I kulturfagene er det anderledes. Her diskuterer vi pt etik og aktiv dødshjælp i tværfaglig kontekst. Her bliver det mere komplekst, for her kommer mine egne holdninger til udtryk. Når vi ser på etikken, og eleverne stiller spørgsmål, så svarer jeg med omtanke. Når jeg stiller spørgsmål, ofte uden facit, så svarer de, og jeg bliver klogere. Jeg bliver klogere på, hvor jeg har mine elever. Jeg bliver klogere på min gerning som lærer, fordi jeg erfarer, hvilke temaer og diskussioner, der optager mine elever, og jeg bliver klogere på mig selv som menneske, fordi jeg får noget fra andre. Jeg får indtryk og meninger. Jeg påvirkes. Ligeså vel som jeg påvirker mine elever. Det er jeg fuldt bevidst om. Det er utænkeligt, at 25 mennesker skal sidde i samme rum uden at påvirke hinanden. Vi lytter til hinanden. Vi udvikler hinanden.

Og jeg påvirker.

Selvfølgelig gør jeg det. Jeg ville fremstå som idiot, hvis jeg påstod andet. Det er et vilkår. Jeg kunne aldrig drømme om at pådutte mine elever nogen politisk holdning eller religiøst ståsted, men når man spørger om, hvordan jeg selv forholder mig til tro i en diskussion om netop tro, så giver, stadig med omtanke, jeg mit bidrag til diskussionen. Det samme gælder etik, historiske kilder, en novelle fra 10’erne eller andet stof, jeg møder på min vej. Jeg ville ikke være dette samspil foruden. Det er derfor, jeg er lærer.