Det er faktisk synd for os

Det begyndte med - ja, hvordan begyndte det egentlig. Decentralisering. Mennesket er mest motiveret, når det selv får lov til at bestemme. Selv opsætter mål for arbejdet. Det frigør en mængde energi. Forsøg med arbejdere i industrisamfundet viste, at hvis man tog sig lidt af dem - nursede dem lidt - ja, så gik det let og smertefrit. Det var i Amerika. Hvis man bare lod dem selv tilrettelægge arbejdet, kunne man få mere ud af dem. Aha, to fluer med et smæk. Tilfredse medarbejdere - det er jo rart, hvis folk er glade for at gå på arbejde - og højere produktivitet. Samlebåndet snurrede snart hurtigere end andre steder, og det sprøjtede ud af maskinerne. Ja, ja, det er da klart - vi må iværksætte processer, så den enkelte medarbejder i videst muligt omfang selv kan opsætte mål og i det hele taget selv bestemme over eget arbejde. Det er en helt ny måde at tænke på - sådan har det aldrig været i skolesystemet.

Eleverne producerer også bedst, hvis de selv får lov at bestemme. Det er faktisk en helt ny tankegang. Det har altid været sådan, at arbejdsgiveren - kommunen - har bestemt top/down, hvordan arbejdet skulle udføres, og hvilke mål der skulle nås. Lærerne har altid lyttet nøje efter, hvad skoledirektøren sagde, at de skulle, og skoledirektøren forklarede og forklarede lærerne, hvad og hvordan de skulle arbejde. Han var dygtig til det! Næ, næ, du, den går ikke - vi må ha' dialog du. En lærer arbejder ikke nær så effektivt, hvis han ikke selv får lov at bestemme og bliver delagtiggjort. Vi må have dialog, så vi kan bestemme, hvad han skal nå, og hvordan det skal nås - så kan han fortælle os om det - så har vi lyttet, og så har vi decentraliseret. Ja, vi arrangerer dialogmøder og så kommer vi ud på skolen en gang om året og dialoger med nogle af dem. Og lederne de får samme tur - de kommer også til møder en gang imellem, og de holder så møder med deres medarbejdere, hvor de fortæller dem om, hvordan de skal fortælle om det, de gerne vil høre - altså det, som skoledirektøren og politikeren gerne vil høre. Så nu har vi fået gjort læreren engageret i sit arbejde - han træffer selv beslutning om, hvad vi gerne vil høre, og vi har decentraliseret, så læreren selv føler, at han bestemmer, og derved opfylder det egentlige mål om produktivitetsstigning. De klare mål er sat op. Læreren er overgået fra robot i industrisamfundet til læringsekspert i videnssamfundet ved helt præcis at få fortalt, hvad han skal gøre, og hvordan han skal gøre det. Han er blevet frigjort i sit arbejde gennem dialog, så vi selv bestemmer, hvad han skal bestemme. Han beh

Kay Detlef Petersen

København