Det er altså ikke raketvidenskab at inddrage børn og unge i undervisningen

Jeg har ivrigt fulgt med i debatten om det nye børnesyn og holdningen om, at børn ikke gør det bedste de kan. Den lever både blandt nogle lærere og sågar undervisningsministeren.

Men hvis denne kritik drejer sig om, at vi voksne ikke skal have fokus på at lytte til børnenes og de unges synspunkter, inddrage dem og spejle os i dem, så er jeg ikke med.

Jeg mener, at vi voksne først og fremmest skal støtte de unge til at tage ansvar, have respekt, være omsorgsfuld og udvikle autonomi gennem fællesskabet. Det er forventninger, som vi skal have til alle børn – også dem, der ikke handler som de fleste.

Kæft, trit og retning

Lad os huske Per Schultz Jørgensens ord om inddragelse af børnene. Han var professor i socialpsykologi og betonede netop, at når børn inddrages med deres perspektiver, så involverer vi dem også til at tage ansvar, til at bidrage til det sunde fællesskab, og vi støtter dem i at håndtere svære situationer.

Vi skal altså ikke tilbage til en ’kæft, trit og retning’-mentalitet. Det nye børnesyn er dialogbaseret og inddragende, men de voksne sætter stadig grænser, samtidig med at de lytter og ser bag om barnets adfærd.

Når vi har børnene i centrum, betyder det, at vi inddrager deres perspektiver og synspunkter i forbindelse med de voksnes analyser af, hvad der skal afprøves og sættes i gang.

Børnene i centrum betyder også, at vi voksne ser på, hvad vi selv gør for at få styrket og ændret børns uhensigtsmæssige handlemåder.

Her er det først og fremmest børnene, vi observerer for at se, om nye forståelser af et barns handlinger og igangsættelse af nye tiltag gør en forskel. Børnene er altså de vigtigste evidensmarkører for, om det, vi sætter i gang pædagogisk og relationelt, har en virkning. Hvis et barns skolefravær bliver reduceret, så kan det for eksempel tyde på, at de voksnes handlinger i samarbejdet har været succesfulde.

For lærere er det altså ikke raketvidenskab at inddrage børn og unge i undervisningen. Her drejer det sig ofte om at finde børnenes motivation, styrker og udviklingsniveau.

Ud fra denne analyse kan klasseteamet stille nye krav, forventninger og mål op, som bygger på de unges interesser og styrker og er med til at udvikle deres resiliens i fællesskabet.

Det ved lærere godt giver god undervisning for de fleste.