Det danske stød

Et stød er et lille ophold i stemmelæbernes svingninger i forbindelse med udtalen af en stemt lyd. Vi har stød på vokalerne i talordene en, to,tre og stød på konsonanten i tallet fem. Alle vokaler kan udtales med stød, men kun de stemte konsonanter, altså l, m, n, kombinationen ng, som vi kender i ordet lang, det bløde d, som vi kender fra rød,v som i syv, j som i dej og r som i mord.

Man kan ikke være sikker på, hvornår en stemt sproglyd udtales med stød. I ord som mor og mord er den eneste forskel mellem udtalen af de to ord et stød i ordet mord, og på samme måde udtales ordene sej og sig ens, bortset fra stødet i sej.

Stødgrænsen

Mærkeligt nok er der ikke stød i det danske sprog over hele Danmark. Gennem det sydlige Sjælland fra Præstø i vest og over til Dybsø fjord i øst går der noget, der i lingvistisk terminologi kaldes stødgrænsen. Nord for denne grænse er stødet meget markant, og klart mere markeret end f.eks. i København. Dialekttalende i Næstved-området udtaler ordene hus og dag med stød, der får ordene til at lyde som hu’us og da’a.

Syd for stødgrænsen udtales ordene med lange vokaler helt uden stød som huus og daa.

Kongens jord og adelens jord

Forklaringen på dette er, at området syd for denne grænse fra 1100-tallet og frem til 1766 var såkaldt krongods, altså jord, der tilhørte kongen personligt. Kongen kunne her dyrke landet og drive jagt, som han ønskede det, han kunne hverve soldater blandt bondesønnerne, og han kunne forpagte det til andre, pantsætte det eller sælge det, hvis det var det, han fandt bedst.

Området nord for denne grænse tilhørte adelen.

Kongerne havde behov for at forhindre hjorte, vildsvin og bønderkarle i at stikke af fra krongodset, og da det kunne være svært, anlagde Christian den 4. i 1616 en helt konkret, fysisk grænse tværs over Sydsjælland. Den bestod af et højt beplantet dige og en dyb grøft, og anlægget var ca. 15 km langt.

Ved de fem eksisterende landeveje blev der opsat porte med opsynsmænd, og man kunne kun passere, hvis man medbragte de nødvendige rejsedokumenter.

Den markante grænse mellem krongods og adelsgodt gjorde kommunikationen mellem den jævne befolkning nord og syd for grænsen stort set umulig, og det blev derfor muligt at udvikle så forskellige udtaleformer inden for et så lille område.

(Fortsættelse følger)(Kortet er fra Dialekt.dk)