Det danske sprog, vort modersmål, det priser vi i sang.
Det dækker alt fra fodboldskrål til digt om årets gang.
I sproget kan vi lytte os til en fælles rod,
der rummer træk fra mange sprog og spor, de efterlod.*
Det danske sprog, det elsker vi, for det gør tanken fri,
så alt det, vi vil tale om, kan udtrykkes heri.**
Fra hjerne og fra hjerte skaber vi de danske ord,
de tråde, der kan flette os i fællesskabets kor.***
Som sprog kan binde sammen, kan det også lukke ud.
Værst er det, når ”de andre” er et mål for sprogets skud.
Når hjertesprogets ild byttes ud med hadets gift,
forgiftes vores modersmål i tale og på skrift.****
En troldsplint i det danske sprog med dryp af arsenik*****
kan blive ordets bærer af en hadets politik.
Erfaringen fortæller om sprog, der avler vold,
så vi vil ha’ et tidehverv, der tæmmer hadets trold.******
Det danske sprog er vokset ud af stedet, hvor vi bor,
men også af alverdens træf med folk fra syd og nord.
Vi graver, hvor vi står, og vi tørner ud globalt.
Og det gør modersmålet både slidstærkt og vitalt.
Det danske sprog, vort modersmål, skal stadig ha’ sin sang.
Husk blot at kæmpe mod den gift, der stemmer hadets klang.
I sproget skal vi lytte os til den fælles rod,
der rummer træk fra mange sprog og spor, de efterlod.
*refererer til Ethymologisk ordbog
**refererer til Søren A. Kierkegaard
*** refererer til N.F.S. Grundtvigs karakteristik af modersmålet
**** refererer til Victor Klemperer: LTI
***** refererer til H.C. Andersen (Snedronningen) og Klemperer: LTI
****** refererer til den rolle, som Tidehvervsbevægelsen er kommet til at spille i forråelsen af debatten under dække af ytringsfrihed. Det er ikke tilfældigt, at Knud Lindholm Laus bog har titlen: Bare fordi at
Det danske sprog er hjertesprog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.