Det bliver ikke altid som man håber

Da jeg startede i juli var ambitionerne store, men desværre har hverdagen sat en del forhindringer på vejen, hvilket har betydet, at mange af de tanker og idéer jeg havde til projektet ikke er blevet realiseret.

Den største udfordring har været samarbejdet med de danske skoler. På asylcentrene/asylklasserne har nogle af dem haft svært ved at overskue, om de har kunnet overskue projektet, og hvis de ikke har det, har vi udelukkende spillet en forestilling for børnene. Nogle gange på asylcentret, og nogle gange på skolen, hvor de går – sammen med danske elever.

Det kan også være svært at få de nærliggende folkeskoler med på idéen, for projektet er ikke det eneste, der skal passes ind i årsplanen. Jeg har brugt meget tid på at kontakte skoler og nogle steder har jeg måttet opgive at få et svar til trods for gentagne opkald og mails. Oplevelsen er, at skolerne er presset for tid, og ikke kan honorere de mange tilbud der kommer udefra.

Men det lykkes også nogle gange, og der hvor det er nemmest er der, hvor asylklasser er integreret i en dansk folkeskole. Her skal der ikke tages kontakt til en helt ny skole, og forforståelsen og viljen til et samarbejde er større. Det har været dejligt at opleve de møder der opstår, og at de tanker jeg havde, også giver mening i virkeligheden.

Projektet ville gavne sig endnu mere af, hvis asylbørnene ikke flyttede så meget rundt, som de kan risikere, og derfor vil det også være en fremadrettet tanke, at arbejde mere med flygtninge, som har fået opholdstilladelse og derfor har et længere perspektiv i forhold til at lave længerevarende forløb.