Det bliver aldrig det samme igen

Tik-tik-tik-tik-tik-tik-tik. De indkøbsvognsagtige hjul kan tydeligt høres hen over skolens linoleumsgulv. Tik-tik-tik-tik-tik-tik-tik. Min dansklærer havde hentet fjernsynet. I ental bestemt form, for der var kun ét. Og med det lille skilt med de fire bogstaver ”S-O-N-Y”, der åbenbart udtales ”Sonny”, var der ingen tvivl om, hvad der skulle ske: 6.b skulle se film, Hurra!

Ovenstående kunne sikkert have været en scene fra de fleste folkeskoler fra 90’erne. Men det er en scene fra min. Fra en småkedelig landsbyskole med to spor. Men det var også et forsøg på at nytænke undervisningen og inddrage de nyeste kommunikationsformer i den daglige undervisning. Det var sikkert nøje planlagt, og der var sikkert brugt lang tid på at bestille det rigtige videobånd hjem fra Amtscentralen. Hvad vidste jeg om det? Det eneste jeg hørte var: ”Tik-tik-tik-tik-tik-tik-tik”.

Hvis man trykker på ”FFWD” og spoler 20-25 år frem i tiden, så har lærerne anno marts 2020 ikke den samme forberedelsestid. Når elever og lærere, lige pludseligt, fra den ene dag til den anden, bliver sendt hjem og derfor skal forholde sig til spørgsmål om synkron og a-synkron undervisning, relations-arbejde på distancen og hvordan man giver feedback, uden at kunne se eleverne i øjende. Lærerne er udfordret, ja, men også innovative og kreative.

Rundt omkring i de små hjem ser vi altså at den danske lærerstand forsøger sig med at undervise hjemme fra det arbejdsværelse, der heldigvis ikke blev nedlagt efter 2013. Det er svært når man også skal finde ro fra sine egne børn, børn der har opholdt sig lidt for længe indendørs, og som har set alt, hvad der værd at se på Ramasjang. Men det lykkes, på trods.

Som med så meget andet er der en stejl læringskurve, når man ikke har haft tid til at forberede sig. Men når alt det her er overstået, er der for mig at se ingen tvivl om, at folkeskolen vil være forandret: Vi har set folkeskolelærere, der - efter bedste evne og med cirkulæret for sund fornuft i hånden - har kastet sig ud i den svære kunst at sætte strøm til undervisningen. Selvfølgeligt med gammelkendte elementer: Nysgerrighed, didaktik, klasseledelse og faglig stolthed. Og hvis lærerne lykkes med det, ikke som en kort parentes i deres arbejdsliv, men som nye måder at lave god undervisning på, så vil vi komme tilbage til en forandret folkeskole. Forhåbentligt til det bedre.