Derfor må lærerne holde for

At lukke øjnene for det, der ligger lige for, for i stedet at tage udgangspunkt i herskende ideologiske domæner fremmer ikke erkendelsen, men øger forplumringen. Og måske er det også meningen med felttoget i Folkeskolen nummer 49, hvor det konstateres, at antallet af elever, der er henvist til vidtgående specialundervisning, er steget med noget nær en halv procent. Er det meget? Ja, for så vidt som denne nødvendige og for det meste gavnlige hjælpefunktion nu i lighedens navn skal nedgøres til en gemen stempling og udskilning af børn. Og ja, fordi der er tale om en helt forudselig effekt af den lovbestemte udelthed, der ellers skulle gøre folkeskolen til verdens bedste. Men end ikke et flygtigt og tvivlende blik må rettes mod folkeskoleloven og dens udelthedsprincip. Derfor skal gamle og forslidte heste jages i manegen såsom den med, at det er lærernes skyld alt sammen. Vi ved ikke nok om børn og slet ikke noget om de børn, der skiller sig ud. Vi ved ikke noget om sociale relationer i elevgrupper. Og hvornår ved vi nok om det? Så de påstande kan køre i evigheder. Men når man blandt de alvidende pæd.er og psych.er af lutter underdanighed over for en kvælende ideologi ikke vil så meget som mistænke den åbenlyse skurk, nemlig udeltheden, er deres årsagsopremsninger selvfølgelig ikke det papir værd, de er trykt på. Ingen børn må skilles ud fra udelthedens konglomerat. Men netop udeltheden forårsager den mest bastante udskillelse. Og så må grænseløst tålsomme lærere holde for for gud ved hvilken gang, for at udeltheden ren og urørt kan fortsætte undermineringen af al undervisning i folkeskolen.

Vagn Madsen

Brønderslev