Der spilles fortsat fodbold i Ypres

Der spilles fortsat fodbold i Ypres

Rik Vandekerchhove har i 38 år aften efter aften efter aften spillet en hornsalut for de faldne soldater, der døde i Den Store Krig, der senere blev kendt som Første Verdenskrig. Hver aften er det som hyldest til en af de faldne fra den fire år lange krig, hvor mere end seksten millioner soldater og civile mistede livet i en helt utrolig blodig krig.

Ypres er en ”museumsby”, der ligger midt i den gamle Vestfront. Det er området med flest soldaterkirkegårde og grave. Række efter række med hvide stentavler står her med unge mænds og drenges navne, alder og hjemsted.

Det var her ved fronten i Ypres, der blev spillet en helt særlig og berømt fodboldkamp juledag 1914. Juleaften var der stille på fronten indtil der lød sang fra de tyske skyttegrave. ”Stille nacht, heilige nacht” blev der sunget, og de engelske soldater sang med ”Silent night, holy night”. Der blev aftalt en våbenhvile, der blev ønsket glædelig jul, der blev sunget flere sangge, og juledag blev der (efter rydningen af Ingenmandsland for lig, pigtråd og granatrester) spillet fodbold. Englændere mod tyskere og til sidst med ”blandet hold”.

Forfatteren James Riordan er barnebarn af en af Vestfrontens soldater. Hans bedstefar, som denne bog er tilegnet, var Menig James ”Kit” Riordan, (1891-1962) og det er hans og hans soldaterkammeraters historie, der fortælles. Rammefortællingen er en dreng, der i nutidens England skal skrive en historieopgave til skolen om Første Verdenskrig. Han vil have bedstefaderen, der har så mange medaljer fra krigen, til at fortælle. Det magter han ikke, men han tager barnebarnet med på tur til Ypres og kirkegården, hvor kammeraterne fra hans gamle kompagni ligger begravet: Hampshire-regimentet, 15. Bataljon, Række 17 -19”:

”Så langt øjet rakte, stod lave gravsten, række på række. Hvide og rene og regelmæssige. Som en spøgelseshær stillet op i geledder til mønstring. Ikke på en grå eksercerplads, men på blødt, grønt nyslået græs med valmuer, der stod i læ op ad stenene.”

Mens de går langs gravstenene, ser de et andet par på den tyske kirkegård, en gammel svagtseende mand og en ung pige. De mødes, og det viser sig at være en af de tyske fodboldkammerater fra kampen juledag i 1914.

Rammefortællingen omkranser historien om de tre unge knægte, der helt uden tanker for krigens alvor (den vil jo slutte inden jul, siger man i efteråret 1914) melder sig til hæren. Freddie, Harry og Jack. De sidste to er fodboldkammerater, de drømmer egentlig allermest om at spille for byens fodboldhold, men pludselig er de på vej til Vestfronten. Meget mod deres mødres vilje. Jack mor tænker: ”Hvis politikerne levede hendes liv, ville de ikke have tid til krig.” Hun har ni børn og en tiende på vej. Jacks søster opdaterer Jack om situationen på hjemmefronten, der bliver sendt breve, kager og hjemmestrikkede sokker til de sultne, tilsølede, rotteplagede soldater, der sidder fast i skyttegravenes mudder. Har man set Downton Abbeys sæson et, så vil man have et billede af håbløsheden, sulten og det kolde mudder.

Mange af kapitlerne indledes med citater fra litteratur og poesi, der har krigens håbløshed som tema. Det første kapitel indledes med et citat af ”På Flanderns marker” af John Mc Grae, forfatteren, der selv var med i krigen og døde i januar 1918.

”Flanderns valmuer ranke står,

Blandt korsene i rækker, hvor

Vi ligger nu, mens over vang

De tapre lærkers jubelsang

Knap gennem krigens torden år.

Og vi, der levede, er døde

Har mistet daggry, aftenrøde,

Vi elsked, elsket blev, men ligger nu

På Flanderns marker.”

Det er en bog, der giver indblik i krigens virkelighed, sådan som den ses gennem en ung soldats øjne. Det er skrevet ind i en poetisk ramme, men med brevene fra Jacks søster og hans egne svar får man også et godt billede af livet i et krigsplaget England.

Forfatteren har selv været soldat i Royal Air Force, han har spillet fodbold, og han fortæller her om den historiske (og ganske ikoniske) julenat, hvor sang, hjemve og fodbold vandt over geværsalver og granater.

Anden juledag gav officererne ordre til at genoptage krigen. Uden tøven.

P.S.: Hvert år mødes tyske og britiske mænd stadig her og spiller fodbold, hvor soldaternes kamp fandt sted. Der spilles for at mindes og for at bekræfte forsoningen.

James Riordan: Da våbnene tav, Jensen & Dalgaard, 2021