Der går min kontaktlærer

Lige nu er den funktion, der har båret den danske skoles særkende som et tilbud om at bistå forældrene med pligten til at modtage undervisning, til debat.

Jeg tænker selvfølgelig på klasselæreren, der har været bindeled imellem skolen og de (mange) forældre, der har ønsket og valgt, at skolen skal hjælpe dem med at opfylde undervisningspligten.

Skolepligt har vi ikke, og derfor er skolen her i modsætning til i de fleste andre lande et tilbud til forældrene om at påtage sig opgaven med at undervise deres børn. Dette kræver en særlig menneskelig relation mellem skole og forældre. "…. i samarbejde med forældrene".

Klasselæreren har traditionelt haft til opgave at sikre samspillet mellem skole og forældre. Men ved den seneste reform blev klasselæreren afløst af flere kontaktlærere, der skulle have ansvar for en gruppe elever.

Nu er debatten så oppe igen om genindførelse af klasselæreren. Nogle plæderer ivrigt for et ja, andre – heriblandt skolelederforeningens formand – for den kontaktlærerordning, som fungerer flere steder.

Det interessante er, at diskussionen surfer på overfladen af en mere dybtliggende problemstilling vedrørende skolens menneskesyn.

Prøv lige at forestil dig, at Steffen Brandt skulle synge sangen: Der går min kontaktlærer bop da dap bob… Nej, vel. Kontaktlæreren lugter lidt af en forudbestemt, individuel tilknytning, mens den originale tekst om klasselæreren emmer af søge udvælgelse blandt mange. Der er følelser til forskel (men klasselæreren er heldigvis moden nok til at takke nej).

Kontaktlæreren står for det instrumentelt nødvendige, klasselæreren har en menneskelig merværdi.

Så skal vi vælge den ene frem for den anden, så må vi gøre os klart hvilket menneskesyn, skolen skal hvile på.

Den afhumanisering, som kontaktlæreren er udtryk for, har stået på længe. Tænk blot på betegnelsen for det rum, vi mødes i: skolestue, klasseværelse, klasselokale, læringsrum… Det bliver sværere og sværere at se, at skolen er et tilbud om at løse en uddelegeret forældreopgave om børnenes faglige og menneskelige udvikling.

Den instrumentalisering af sproget afspejler selvfølgelig en glidende afsjæling af kravene til arbejdet i skolen; tydeligst da læring overtog undervisnings plads i den seneste reformterminologi.

Ingen har nogensinde drømt om, at eleverne ikke skulle lære, men mange har vidst, at undervisning kan så meget mere end at give målbar læring. Lige som klasselæreren kan tilføre mere end kontrollerbar kontakt.

Jeg vil til enhver tid foretrække klasselæreren som et samlingspunkt for et elevfællesskab, gerne bistået af et team af kontaktlærere. Men så skal det være en klasselærer af gavn i en undervisningsskole og ikke blot navn i en instrumentel læringsinstitution.