“Der er ikke noget, man ikke kan organisere sig ud af ..!”

En uklar mavefornemmelse. En ny situation opstod før sommerferien, jeg skulle undervise væsentlig flere billedkunsthold end tidligere. Jeg mærkede en nagende tvivl, var det nu det rigtige? Ville kontakten til eleverne blive for overfladisk? Ville situationerne med oprydning fylde for meget, og måske ende i en form for udmattelse?

Småsnak blandt lærere. En solrig forårsdag til træning i en tidligere kollegas indkørsel, var vi omkring otte opstemte kvinder i færd med at svinge små håndvægte fra side til side. Snakken faldt på, hvordan en af kvinderne oplevede sin nye arbejdsplads.

“Der er ikke nogle problemer, der ikke kan løses med organisering”, mumlede hun som led i en større sammenhæng. Af en eller anden grund blev sætningen hængende.

I den følgende weekend gik jeg i gang fra en ende af. Tidligere undervisningsforløb, gamle årsplaner, udklip fra aviser og magasiner, bøger, digitale undervisningsplatforme, retningslinjer fra Undervisningsministeriet og billeder blev lagt ud på et stort bord. Det hele foregik som, når folk fortæller, at de er styret af en udefrakommende kraft.

Fornyet overblik i forhold til årsplaner og organisering. Det stod klart, at jeg tidligere havde manglet noget kunsthistorie i en børnevenlig version. En uafklaret modvilje mod noget bestemt kunst til folkeskoleundervisning blev tydelig, og derfor håndterbar. En sikker fornemmelse for hvilke forløb, der stadig virkede, og en stærk lyst til at udvikle og afprøve et par nye forløb faldt på plads.

Mens jeg stod med et billede af Babelstårnet og en tegning af Claus Deleuran i hånden, blev det indlysende, atrelevante opgaver kunne placeres i 12 ‘værksteder’.

Efterfølgende har jeg oplevet mere overskud i undervisningen, samt mulighed for de gode samtaler med elever undervejs – også i forbindelse med oprydningen.