Der er 23 minutter tilbage

Vi arbejder med funktioner i 9. klasse. Der er god aktivitet. Alle arbejder. Jeg går rundt i klassen. En af pigerne ser på klokken. Jeg spørger hende, hvor lang tid er der tilbage. Hun svarer træt, ”der er 23 minutter tilbage”. Jeg ville vide, hvor lang tid, vi havde til at lære mere og komme videre med funktionerne. Hun ville bare gerne hjem.

Episoden fik mig til at tænke på, at matematik nok ikke er det mest trendy for en teenager. Jeg er lærer i udskolingen, og oplever ofte, at der er elever, der har svært ved at være elever. De opfører sig ikke som elever, men mere som unge, der er hjemme. Det er svært for dem at engagere sig i faget, karakterræset har de allerede opgivet, og de vil egentlig bare videre i et andet skoletilbud eller hjem. Det kan virke mærkeligt, men det er alligevel opløftende, at de ikke helt har opgivet og bare er gået hjem.

Modsætningen

Det er en modsætning i hverdagen i skolen, at lærerne gør sig umage med at skabe god undervisning – nogen gange er det på trods af vores arbejdsvilkår – men vi forsøger virkelig. Og så på den anden side er nogle af eleverne ligeglade, og har en stærk fornemmelse af, at skolen ikke er noget, der er anvendelig for dem. Det kan være svært at være teenager og synes at funktioner i matematikundervisningen er spændende, selvom læreren har gjort sig umage med at gøre undervisningen nærværende, aktuel og relevant. Det kan virke som, at afstanden mellem skole og elev er kæmpestor. Som lærer vil man også gerne have en god relation til eleverne, men nogen gange ønsker de bare stramme og faste grænser og konkrete krav. Det er som om vi ikke er helt enige om dagsordnen.

Muligheden

Jeg har gået rundt og tænkt på, hvad vi egentlig stiller op med situationen, og var faktisk løbet tør for idéer. Men et møde med Tore fra ”Skolen i spil” fik mig til at se nye muligheder. I skolen tænker vi ofte, at mere af det samme, må give en effekt. Men jeg tror, at meget mere af noget helt andet giver en effekt.

Skolen i Spil-metoden bruger elevernes interesse for computerspil til at gøre undervisningen relevant og meningsfuld for alle elever. I praksis foregår det på den måde, at eleverne spiller et svært computerspil, der kræver, at de samarbejder, at de har brug lærerens som guide og vejleder, og at de har brug for deres faglige kompetencer. Gennem refleksive samtaler på klassen skabes der bevidsthed om læring og transfer fra computerspillet til klasserummet.

Når eleverne skal lære og føle at de bruger deres tid fornuftigt i skolen, så de ikke bare holder øje med uret, må vi nok tage nye metoder i brug.