Deprimerende læsning

Jo, vist er det deprimerende læsning. Oven i købet i mere end en forstand. Lektor Per Fibæk Laursen udtrykker i Folkeskolen nummer 22 det deprimerende i, at politikerne i en slags kappestrid med ti- og tolvpunktsprogrammer står på nakken af hinanden for at ændre på den folkeskole, som alle uden for de pædagogiske hekseringe tydeligt har set blev kørt af sporet allerede fra begyndelsen. Per Fibæk Laursen er slet ikke meget for, at politikerne piller ved folkeskolen. Og ret har han da i, at sporene skræmmer. Men også på anden måde er Fibæk Laursens betragtninger deprimerende læsning. Med et utal af henvisninger til et utal af uudgrundelige undersøgelser, som der sjældent orienteres ordentligt om, påviser han, at ingen af de aktuelle politiske afhjælpende tiltag er en bønne værd. Men er disse undersøgelser selv i virkeligheden noget værd? I nummer 23 afsløres det, hvad vi dog hele tiden har vidst, at undersøgelsesdeltagernes holdninger til de undersøgelser, de deltager i, har det med at smitte af på undersøgelsernes resultater. Eller anderledes sagt: undersøgelserne dokumenterer, hvad man ønsker, de skal dokumentere. Men Fibæk Laursen nævner altså ikke det unævnelige: den delte skoles virkelighedsdokumenterede formidable muligheder sammenlignet med det nuværende udelthedsprincips forkalkethed. Den udelte skole er om noget dette århundredes mest uhyggelige eksempel på politisk ligegladhed med børn og undervisning, fordi den ene og alene er resultat af veneration for en ombejlet, men ødelæggende ideologi, der blæser på såvel børn som undervisning. Men ak, det nævner Fibæk Laursen intet om. Med fuldstændig forrykte beskyldninger blev den delte skole fra den ene dag til den anden nedgjort som 'sorteringsskole' og de bogli-gt begavedes ret til en til dem tilpasset boglig undervisning som 'elitestræb'. Var det saglig tale, Fibæk? Selvfølgelig har hele det danske uddannelsesniveau lidt ubodelig skade ved denne politiske mishandling. Men Fibæk Laursen når aldrig til sagens kerne: den tabubelagte, nederdrægtige vilje til tilsidesættelse af børn og uddannelse til fordel for ideen om, at ingen må lære, hvad alle ikke kan lære, blot for at kunne pleje en attråværdig grå middelmådighed.

Vagn Madsen

Brønderslev