Jeg havde lige stillet alle instrumenterne pænt frem, men kunne godt fornemme på stemningen i musiklokalet, at det ikke ville føre noget godt med sig at gennemføre noget-som-helst i den retning. Denne mandag var bare ikke dagen til sammenspil. Under spredte protester pakkede jeg klokkespil, rasleæg, og trommer demonstrativt sammen og måtte ty til plan B. I min musikalske førstehjælpstaske havde jeg en opsamlings-CD med såkaldt ”Orkestralt Festfyrværkeri”, og blandt disse raketter var der at finde George Gershwins Rhapsody in Blue.
Kamæleonen synger for
Rhapsody in Blue blev komponeret i 1924 og var oprindelig tænkt som en demonstration udi, at Jazz og Klassisk godt kunne mødes i skøn forening. Selvsamme Gershwin, en hvid jøde, skrev også operaen Porgy & Bess, der tog afsæt i de sortes Amerika. Dengang var verden virkelig en anden, hvor genrer og hudfarve levede et temmeligt adskilt liv, men de ovennævnte værker er siden blevet to af hans mest elskede. Nå, tilbage til musikken. En rapsodi er i virkeligheden et musikalsk miskmask, og det er Rhapsody in Blue i sandhed også. En slags klaverkoncert, men uden satsopdeling, med alt godt fra havet af temaer og udtryk. Alene starten med den nu berømte stigende glissando (en lang glidende tone) fra klarinetten slår ligesom tonen an.
En drøm kogt ned til et kvarter
Er der noget børn sætter højt, er det fri leg. Hører de denne omsat til musik, begynder det at blive virkelig interessant. Der er som om hele kroppen reagerer. De kan ikke sidde stille. Gershwins tilsyneladende inkonsekvente tilgang går vitterligt i et med børnenes verdensbillede. Rhapsody in Blue rummer da også et væld af genkendelige referencer. Det er da heller ikke for ingenting at stykket nærmest er blevet urtekst for al moderne underholdningsmusik. Dem, der har set Tom & Jerry og andre tegnefilm, vil forstå, hvad jeg mener. Tror, at jeg går direkte til plan B næste gang.
Den ultimative showtune
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.