Den udstrakte hånd

Bertel Haarder indledte 2007 med at række hånden frem til samarbejde med Danmarks Lærerforening, vel at mærke efter at han har fået gennemført alle de ting, vi som professionelle lærere advarede imod ville forringe folkeskolen. Vores formand har dog høfligt kvitteret, men jeg må indrømme, at jeg sidder med den samme følelse, som når jeg møder en hundeejer, der med tydelig stolthed proklamerer, at hans søde rottweiler ikke gør noget - mine børn kan roligt klappe den. Det er altså ikke nok til, at jeg slukker den røde advarselslampe, for hvad har jeg egentlig at bygge min tillid på?

Mine parader kom også op, da jeg læste en kronik i Politiken af Bertel Haarder den 4. januar, hvor han skriver: »Længe nok har vi stirret os blinde på de dårlige gennemsnit og kritik af folkeskolen i almindelighed«. Jeg ved ikke, om ministeren omtaler sig selv i flertal, men DLF har konsekvent taget afstand fra det systematiske hylekor, der brugte Pisa-undersøgelserne til at tegne et katastrofebillede af den danske folkeskole. Det er Bertel og hans folk, der gennem de sidste to år har ført en massiv tilsviningskampagne for at få gennemført deres bureaukratiske dokumentationsprojekt med test, elevplaner, kvalitetsrapporter. Samtidig har man prøvet at underminere DLF's troværdighed og bevidst tegnet et billede af os som bagstræberiske og imod enhver forandring på trods af den strøm af konstruktive forslag, vi løbende har præsenteret. Nu er projektet gennemført, og så vil man gerne samarbejde. Bertel skriver senere i sin kronik: »Jeg har den største respekt for lærergerningen«. Den respekt og den samarbejdsvilje, du nu pludselig udviser, kunne vi godt have brugt under processen med den nye folkeskolelov. Det er fint at række hånden ud, men det er endnu bedre at slå ørerne ud og lade de professionelle få indflydelse - os, der har indsigt og viden. Det er så banalt, at tingene gror bedst nedefra, men det er jo sandt, og det skriver du også i din egen bog »Grænser for politik« (1990). Her skriver du også med henvisning til provisorietiden, at »aldrig har det spiret og groet bedre i Danmark end i den periode, hvor der intet skete på Christiansborg«. Landet begyndte at udvikle sig, fordi tingene begyndte at gro nedefra - det kan man da godt overføre til folkeskolen, kan man ikke, Bertel?

»Samtidig har man prøvet at underminere DLF's troværdighed og bevidst tegnet et billede af os som bagstræberiske og imod enhver forandring på trods af den strøm af konstruktive forslag, vi løbende har præsenteret«