Den uddannelses­hæmmende skoleleder

Om ikke for andet så for husfredens skyld bør man forlade sig på den slagne pædagogiske nomenklatur, når nye udfordringer er på banen. For der må være grænser for, hvor meget man skal risikere personligt at løbe panden mod en mur, når egne solidt indvundne erfaringer kolliderer mod tidens bedreviden. Så når man med eksemplet fra Canada refereret i Folkeskolen nummer 29-32 står over for det problem, at lokale politikere kræver en test af 10.- klasse-elevers læsefærdigheder, så bør enhver også herhjemme for sin egen sjælefreds skyld frivilligt vrage egen ugleset privatpraktiserende indgriben og lade sig synke ned i tværfaglige team-visdomme af højere orden med henblik på engang i fremtiden at udvirke mulige forbedringer af læsefærdigheden. Det mener autoriteten fra Canada, Andy Har­greaves, og så må det være rigtigt. Man bør altså, hver gang et problem toner frem, give pokker i en sikker her og nu-indgriben og i stedet for kikke ud over horisonten efter noget måske brugeligt. Derfor måtte en canadisk skoleleder, der også bare var nyansat og derfor ideologisk helt forkert på den, se sin probate løsningsmodel kasseret. Resolut havde han iværksat en før-test for at finde frem til de elever, der med intens ekstraindsats ville kunne klare den rigtige test. Den ekstra færdighedsforbedring blev han ikke rost for. Nej, han blev bebrejdet, at hans hjælp til nogle elever havde solgt de svage. Og det er jo så dansk, så dansk. Han havde forbrudt sig mod lighedsidealet, hvilket de fjerne teambaserede løsninger selvfølgelig også ville gøre. Men den tid den sorg. De hjulpne elever burde være blevet på det lavere niveau og holdt de svage med selskab. Skolelederen burde have blæst på testkravet og holdt så mange elever som muligt i middelmådigheden. Så ville han have været en rigtig uddannelseshæmmende skoleleder.