Den todelte læreruddannelse

Gør man skolen til et valg mellem faglighed og fleksibilitet, vel vidende at fleksibilitet kontrasterende til stivnethed er et højpositivt ord, er det vel en smal sag at bortvælge fagligheden.

Ordmagi har før med held tjent fordummelsens sag. Og ifølge Folkeskolen nummer 36 aner ingen åbenbart noget om forholdet mellem faglighed og fleksibilitet, og altså heller ikke om de er modsætninger. Meningen er, at man vil undgå faren for et uddannelsesmæssigt fremskridt ved at imødegå en todeling af læreruddannelsen, der givet vil være brækjern for den fagrespekterende folkeskole, vi hader som pesten. At en sådan modernisering af læreruddannelsen forstyrrer vores »enestående« ringe udelthedsskoles tornerosesøvn, er det eneste argument mod fremskridtet, som professor Per Fibæk Laursen kan finde på. For hans tænkte frygt for, at nogle lærere skulle stige i løn til et halvt gymnasieplan, bør han da i vore dages Ny Løn-tider trygt overlade til DLF at ordne. En sådan frygt bør da ikke forhindre en uddannelsesforbedring. Og når vi nu hører om, hvor snildt lærere og pædagoger trods uens lønniveau arbejder sammen, er Fibæk Laursens forventede samarbejdsproblemer mellem to nye lærergrupper selvfølgelig helt hen i vejret. Sagen er, at der nok ikke eksisterer nogen brugbare argumenter mod at oprette to læreruddannelser beregnet og egnet til en delt folkeskole med en renæssance af et blomstrende fagligt undervisningsmiljø også for de uglesete og kuede bogligt begavede. Alene fortsat had til de lighedsforstyrrende velbegavede og til den faglighed, der burde være disse pariaers tumleplads, som den var i fordums dage, danner grundlaget for aversionen mod den uddannelsesforbedring, der kunne blive følgen af en todelt læreruddannelse.