Den store katastrofe

Selvfølgelig er der en pointe i, at netop den folkeskole, som mindst af alle de skoler, som Danmark har haft gennem historien, evner at »være for alle«, absolut skal gå for at »være for alle«. Den skole, der taber de svage og forsømmer de stærke, fordi den er tvunget til at prøve at tilgodese begge ydergrupper, hvorved den uvægerligt kommer til at undervise en midtergruppe, der ikke mere eksisterer, skal ophøjes til at være den skole, der mere end alle hidtidige skoleformer er »for alle«.

Pointen er, at den skole, der har været nødt til at nedtone den faglige indlæring og at lade eleverne tage ansvar for egen læring i nogle selvkørende, gruppebaserede projektforløb eller i kunstige holddannelser, fordi man før alt andet har villet tilgodese nogle politisk-ideale forestillinger om en lighedsdannende drømmetilværelse for kommende generationer, netop skal bringes til at tro klippefast på, at den frem for nogen er »skolen for alle«.

Og så skidt med, at noget så fundamentalt som menneskesynet skal tvinges ind i de snærende lighedslænker, som når mennesket via en forskruet pædagogik tvinges til at passe ind i de ideologiske lænker.

Som Conni Hesel Rickmann gør opmærksom på i Folkeskolen nummer 26 (Bagsmækken), kan man spare svage elevers dyre specialtilbud væk, hvis vi bare forestiller os og tror inderligt på, at alle – bogstaveligt talt alle – ikke skal behandles for deres mangler (defekter), men i stedet for som »hele mennesker« blot skal behandles ordentligt og pædagogisk professionelt korrekt i normalklassen af de umulige lærere, hvis umulighed derfor fordrer en styrtsø af efteruddannelse, som der heldigvis aldrig bliver råd til, hvorfor det i al evighed vil være lærernes skyld, at hele det fantastiske fantasiprodukt er endt og stadig ender som én stor katastrofe.