Den reflekterende skole-hjem-samtale

Jeg er netop hjemvendt efter tre timers skole-hjem-samtaler med mine elever og deres forældre på 8. årgang.

Inden hver skole-hjem-samtale beder jeg eleverne udfylde et ark, jeg har lavet, som jeg kalder ’Danskfaget og jeg’. Her får jeg eleverne til at reflektere over danskfaget generelt, mine arbejdsmetoder, deres forcer og deres udfordrede områder - der hvor de selv mener der skal gøres en ekstra indsats.

Jeg appellerer kraftigt til, at eleverne er ærlige i deres besvarelser. Det skal være legalt at være træt af specielle arbejdsmetoder, gruppesammensætninger eller genrer . Jeg forlanger blot til gengæld, at eleverne skal sætte ord på deres frustrationer eller glæder.

Arket de udfylder, sætter min dagsorden for vores skole-hjem-samtale. Samtalen om deres styrker og svagheder er vigtige, og jeg ser en klar fordel i, at det er eleverne selv, som evaluerer indad i stedet for, at jeg gør det. Det gør samtalen mere autentisk og samtidig kan jeg sætte eleven i centrum, da hvert punkt tager udgangspunkt i dennes egne udsagn.

Dialogen i centrum

Min erfaring er, at skole-hjem-samtalen ikke rykker, hvis jeg sidder og beretter for forældrene, hvordan status er med deres barn. Jeg forlanger, at eleven selv træder ind på banen, og derfra rummer samtalen en anden dybde, da eleven får et ansvar i snakken, fremfor den vanlige modtagerrolle.

Det betyder også, at jeg som lærer skal turde lægge mig selv på skærebrættet. Denne form lægger op til, at jeg nysgerrigt spørger til, hvad eleven har brug for, og det kan medføre kritik. Det skal man kunne tåle tage ind, men i og med formen lægger sig nysgerrigt op af elevens erfaringsverden, så vil kritikken sjældent være fjendsk men nærmere konstruktiv. Eleverne vil nemlig gerne mødes og tages alvorligt – og det sker ikke, (for mig at se) ved overlevering - men ved dialog.