Den provokerende professor

Første gang, jeg bemærkede Egelund, var, da han løste folkeskolens lokaleproblemer ved at slå væggene mellem klasselokaler og gangarealer ned. Mon brandmyndighederne var tilfredse med inddragelse af flugtveje til andre formål? Få har formentlig læst Egelunds disputats. Jeg har. Jeg opfattede den som en rimelig god redegørelse for, hvordan man med visse statistiske metoder kan sammenfatte data med pædagogisk relevans. Men at den kunne bruges som del af en adgangsbillet til et professorat i specialpædagogik, gik over min forstand. Det har da også senere vist sig, at netop arbejdet med statistik er blevet Egelunds foretrukne - og nu altså også forslag til diverse omstruktureringer. Men pædagogik handler vel også om indhold i undervisningen og måder at gøre det på? Jeg kunne ønske mig, at Danmarks Pædagogiske Universitets professor i specialpædagogik ville se på, hvordan de mange elever, der henvises til specialundervisning, adskiller sig fra hinanden. Deres indlæringsproblemer synes ret ens (læse-/staveproblemer, forståelsesvanskeligheder, problemer med matematisk begrebsdannelse), men det er jo absolut ikke det samme, som at de underliggende årsager også er ens.

Det er kontroversielt at se på kontroversielle supplementer til den almindelige specialundervisning, og at alle eleverne har brug for en struktureret, multisensorisk undervisning, er vi sikkert enige om. Men ved at undersøge meget præcist, hvilke problemer med sansning og perception, motorik, ernæring den enkelte elev har, kan man faktisk finde veje til på virkningsfulde måder at supplere den gode undervisning over for den enkelte elev.

Det kunne være et relvant (og omfattende) forskningsprojekt for en specialpædagogisk afdeling på et pædagogisk universitet og vil kunne sætte dansk forskning i specialpædagogik på verdenskortet.

Kjeld Johansen

Gudhjem

Forkortet af redaktionen