Den privatpraktiserende lærer i en coronatid

Temaet ‘Den privatpraktiserende lærer’ har været oppe at vende mange gange i tidens løb, men jeg tror aldrig, at det har været mere relevant end nu, hvor hver enkelt lærer sidder bag sin egen skærm og underviser – nogle gange til en flok billeder på teams, hvor man ikke engang kan være sikker på, at der er ‘nogen’ i den anden ende, eller om de har opgivet ævred og har lagt sig til at sove.

Ledelsen har heller aldrig føltes længere væk, selvom mange sikkert er gode til at skrive hilsner og opdateringer til personalet, så er det bare noget andet, når der er tale om et langdistanceforhold. Jeg har været vant til en åben-dør-politik, både på mit gamle arbejde og på mit nye, men nu føles kontakten til ledelsen sporadisk. Det er på ingen måde en kritik af ledelserne rundt omkrig. Mere en konstatering af de vilkår, vi alle arbejder under nu.

Jeg savner møderne med andre kolleger på lærerværelset og på gangen. Den tilfældige sludder der opstår i et frikvarter eller den faglige snak over frokosten om hvorfor netop den dansktime forløb særdeles godt. Specielt savner jeg hyggesnakken ved kaffemaskinen og den daglige undren over, hvor langsom en kaffemaskine kan være.

Det lader til, at der også er en udbredt aflysning af lærermøder rundt om i landet. Nu kan jeg jo umuligt tale for alle, men jeg hører fra kolleger rundt omkring, at de sædvanlige møder ofte bliver aflyst eller kraftigt forkortet. Og jeg kan godt forstå det. Vi er ikke en profession, der er vant til at tilbringe vores arbejdsdag foran computeren og det dræner vores overskud. Men jeg vil alligevel opfordre til, at mødes online med kollegerne. I løbet af ugen, hvor erfaringer og gode idéer kan udveksles og måske til en øl i en virtuel fredagsbar. Jeg ved, at jeg savner det kollegiale fællesskab og jeg kan umuligt være den eneste!

Derfor har jeg foreslået mine egne kolleger, at vi mødes ti minutter inden timerne starter om formiddagen i det virtuelle lærerværelse, og det har jeg store forhåbninger til, for sjældent har jeg følt mig mere privatpraktiserende og ensom i min lærergerning.