Det er forstemmende læsning trods den opmuntrende overskrift i Folkeskolen nummer 38: 'Vi bakker hinanden op'. Kan det være mere positivt. Ja, for det er nu engang deprimerende at erfare, at teamopfindelsens største fortjeneste skulle være at underkaste lærerne en sensitivitetspræget selvsuggestion, der har ikke så lidt med hjernevask at gøre. Fra en forstemmende, virkelighedstynget hverdag går man nedtrykt ind i teammaskinen og forlader den igen i den anden ende euforisk opstemt med et skinnende lyssyn, der giver de samme problemer, som før var tyngende, en helt anden valør. Nu tør man mere. Man tør forlade det sikre og kaste sig ud på de kierkegaardske 70.000 favnes bundløshed, hurra! Men gavner det undervisningen eller børnene? Ja, for det tror vi på, at det gør. Andet kan vi ikke sige. Men i vor nyvundne euforiske tilstand er det også nok. Er det umiddelbart rigtigt, at elevernes hverdag bliver mere overskuelig, fordi dagen ikke mere er overskueligt fagdelt? Ja, det kan man bilde sig ind efter en teamseance. Og det er nok. For nu er det overbevisningen, der er gældende. Ikke den sunde fornuft. Sund fornuft er gift for teamoverbevisningen. I den oplysende artikel i Folkeskolen nummer 38 har teamet udviklet en erkendelse af, at viden om vikingetiden opnås bedst ved, at eleverne ser, hvordan vikinger bagte brød på vikingevis og flettede kurve på vikingevis. Men jeg vil vove den ikke-teambaserede påstand, at en katederfortælling om vikingetiden udvikler et sandere vikingebillede i børnenes bevidsthed end en dags iagttagelse af vikingeepigoners arbejde med noget, der temmelig sikkert ikke har en bønne med vikingetiden at gøre.
Vagn Madsen
Brønderslev
Den opstemte teamoverbevisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.