Den omvendte verden

I weekenden var jeg til rollespil i Rude Skov med mine børn. Det var som altid dejligt at se mylderet af forventningsfulde børn, møde de herlige afviklere og høre lydene fra skoven, når der blev udkæmpet drabelige slag. Mit kamera var i stykker, så jeg sad og hyggede med nogle andre forældre imens børnene var ude i skoven.

I starten kom en maskeret dreng hen til mig, høj og klædt helt i sort. ”Hej Anette, kan du genkende mig” sagde han. Jeg lagde hovedet på skrå og lurede lidt. ”Naaahhh, dét må jeg erkende, det kan jeg ikke helt”. Han grinede ”det er mig, xxxxxxxx” og jeg kunne ane nogle lyse lokker og et smil bag tørklædet han havde foran ansigtet. ”Nåååh er det DIG!” udbrød jeg. Vi grinede, og udvekslede nyt om hvordan det gik. Han gik i 6. klasse nu, ja, det var da tre år siden. Tre år siden jeg var på hans skole i praktik, og havde ham i matematik. En herlig praktik. Jeg følte mig lidt taknemmelig og glad bagefter.

Så slår det mig, at vi lever i ”omvendt-verden”:

I denne tid nedlægger man klasselærerfunktion, laver flydende hold på tværs af klasser og klassetrin, som skifter løbende. Der skal ikke længere være faste lærere i fagene, men hele teamet, måske endda på tværs af teams, samarbejder om undervisningen. Den primære såkaldte ydelse er nemlig det faglige, den såkaldte læring. På grund af færre ressourcer har de enkelte lærere heller ikke længere tid til at tale med børn og forældre. Nogle steder får AKT (Adfærd Kontakt Trivsel) lærere eller pædagoger ansvaret for at tale med børn i vanskeligheder. Eller børn, der bare har brug for en snak. Samtidig får ledere at vide, de ikke må involvere sig med eleverne. I stedet lægges faglige præstationer, tests, trivselsmålinger ind i it-systemer. Måske laver man også data-vægge og inddeler elever i rød, gul og grøn og hænger dem på lærerværelserne, så lærerne i teams angiveligt får et overblik om hvordan de forskellige elever ligger fagligt i de forskellige fag. Det gør det også nemmere at holdinddele eleverne efter niveau, og give dem faglige mål, som er inddelt i tre niveauer i it-systemet. Der er et mylder af hundredevis af mål og inddelinger i farvekoder på kryds og tværs. Lederne og forvaltninger har nu hvad der kaldes for ”ledelse med data”, de får benchmarks, indikatorer, og i flere og tilfælde resultataflønnes lederen efter hvilke indikatorer der opfyldes efter målsætninger defineret af forvaltningen. Skole-hjem samtaler iværksættes som et slags ”åbent hus”, hvor faglærere sidder ved borde og forældrene står i kø for at tale med lærerne. Faglærerne har i mange tilfælde op til seks klasser (ved en gennemsnitlig klassestørrelse på 25 elever har læreren altså 150 elever at forholde sig til), hvilket bevirker, at læreren er ”ugens gæst” i klassen. Rent faktuelt er der lærere, som ikke engang kender elevernes navne.

Samtidig, påberåber man sig den såkaldte evidens i den herskende del af den pædagogiske og politiske verden. Det skal være evidensinformeret og forskningsinformeret, siges der.

Men - hvis vi nu skal tage deres ord for pålydende, så ER det da mærkeligt, at den såkaldte evidens netop taler FOR, at relationer mellem lærere og elever er én af de vigtigste faktorer for elevernes faglige udbytte og trivsel?

Vi er vidne til den rene ”omvendt-i-stan”: Man gør det modsatte af hvad forskning og endda evidens viser! Man fjerner relationerne mellem lærere og elever!

Vi må spørge os selv, om vi ønsker en generation, som undrer sig over TV2’s hit ”Der går min klasselærer”, for hvad er en klasselærer? En generation, som dårligt ved, hvilke lærere de har i hvilke fag? Som ikke kan dele deres overvejelser om forældres skilsmisse, sorger og bekymringer med en voksen, de kan stole på? Som ikke kan få en livline hos en voksen, i et liv med overgreb? For der er ingen voksen som kender dem, deres familie, deres glæder og sorger, deres styrke og interesser? Er dette, hvad forældre og elever blev stillet i udsigt med folkeskolereformen?