Den offentlige pædagogiske mening

'Er vi mon feje', spørger Ida Osted Egtved i Folkeskolen nummer 6, fordi de allerfleste vælger at tie, når det handler om meningstilkendegivelser i Folkeskolen og medierne i øvrigt.

Næppe, men det kræver energi ikke at være fej i den sammenhæng. Energi til ikke at give op, resignere og lade andre have monopol på at mene - inklusive en politisk korrekt redaktør.

For hvem ønsker at stå alene, når de herskende og deres altid villige påhæng rynker bryn og snerrer?

Hvem ønsker at afsløre ikke at beherske det pædagogiske nysprog og dets finurlige terminologi, der har skabt en speciel, unik, pædagogisk virkelighed?

Hvem ønsker at blive til grin, når en pædagogisk guru diletterer på den pædagogiske scene og overbærende belærer garvede lærere om, hvor åndssvage og ukvalificerede de er?

Hvem ønsker at falde i ugunst hos højtråbende og dominerende kolleger, der er skråsikre og højrøvede indadtil, men feje, når det gælder om at tage handsken op i et større forum?

Og så det, at vi er så lette at ramme, fordi jobbet er og fremdeles vil være umåleligt - også kvalitetsmæssigt!

Aldrig er vi sikre på, om det, vi laver nu, også lykkes godt nok.

Altid forbitres sejrene af nederlag. Vi kan jo ikke aflevere et årsregnskab og en gunstig dividendesats.

Derfor er det forståeligt, at de fleste af os ikke ønsker synlighed i vores 'synlighedsalder!'

Angsten for ikke at være i harmoni med tidsåndens pædagogiske tyranni er tungtvejende - i hvert fald udadtil.

Niels Christian Christensen

Hjørring