Den nødvendige rutine

Nøgternt set må man vel håbe, at de tilstundende elevplaner efter en næsten uundgåelig oppisket tur op i de svimlende højder på et tidspunkt må falde ned på et mere håndterligt leje. Nok skal hver elev forsynes med en elevplan. Men på et tidspunkt vil det dog vise sig, at det kun er et fåtal af elever, der vil fordre elevplaner, der kræver mere end den rutineprægede udformning. Det må høre med i det af DLF's lancerede billede af lærerprofessionalismen, at denne hen ad vejen kan udmønte de indledningsvise opgejlede tidrøvende arbejdsprocesser til rutiner, ja sågar til noget nær de »rene afkrydsningsmodeller«, der i Folkeskolen nummer 7 i artiklen »Tag lærerne med på råd« frakendes alt, hvad lærerne tænkes at »føle ejerskab« til. For selvfølgelig er det helt op til lærerne, om de vil føle ejerskab til det, de foretager sig, selv når de afkrydser. Også rutineprægede arbejdsprocesser kan gøre fyldest som »refleksions- og evalueringsredskaber til anvendelse i planlægning og processtyring«, som det hedder, når der skal lægges afstand til rutiner. Det kan lyde lidt mærkværdigt, når man i forsøget på at undgå arbejdsbesparende rutiner (afkrydsningsmodeller) i stedet argumenterer for, at elevplaner kun bør udarbejdes for de »vigtigste« fag. Lærere plejer ikke at sortere skolens fag i vigtige og betydningsløse fag. Det ville da være trist, hvis al elevplanshalløjet skulle munde ud i en sådan undervisningsskadelig udskillelse blandt skolens fag.